Giver det dog ikke stof til eftertanke, at regelmæssigt, når en seriøs forsker og tænker tager folkeskolelovens besynderlige og new speak-prægede tankesæt under behandling, falder hele korthuset sammen?

Senest dr.phil. et theol. Peter Kemp, som i sit indlæg på Sorø-mødet lagde klar og utvetydig afstand til begrebet ansvar for egen læring, som det er blevet almindeligt forstået i folkeskoleloven.

Sidste år var det direktøren for Danmarks Pædagogiske Institut, dr.phil. Lars Henrik Schmidt, der påviste demokratiets umulighed i enhver undervisningssituation, hvilket fik den daværende undervisningsminister - afmægtig for argumenter, eller måske ganske enkelt han ikke forstod Schmidts pointer - til bombastisk at udtale: Jeg fordrer demokrati!

For et par år siden var det dr.oecon. Mette Kofoed Bjørnsen, der på skoleledernes årsmøde klædte begrebsapparatet og et urealistisk forventningspres i samfundsfag fra hinanden, så der ikke var sten på sten tilbage.

Og nu siger lederen af Center for Selvmordsforskning ved Odense Universitet, at en væsentlig grund til børns og unges mistrivsel, som i værste fald kan udvikle sig til forsøg på selvmord, er, at vi presser voksenlivets betingelser ned over børnene, og at voksne fraskriver sig deres fulde og udelelige ansvar for de børn, de er sat til at tage vare på.

Hvis det er rigtigt, giver det så ikke også stof til eftertanke, for er det ikke netop det, vi gør med folkeskolelovens forventning om en ny elevrolle?

I alle landets kommuner investeres der i disse år uhyre summer og mandkraft på at realisere folkeskolelovens intentioner, men er vi også helt sikre på, at det er den rigtige vej at gå, når der stilles særdeles velkvalificerede spørgsmål til helt fundamentale og bærende begreber i folkeskolelovens idégrundlag?

Ja, jeg spørger bare - for det er jo trods alt børn og den kommende slægt, vi har med at gøre, men ellers går det jo meget godt.

Jens Colding

Skjern