Peter Hess hævder i et indlæg i nummer 36, at aftalekompetencen om arbejdstidsforholdene blev lagt helt ud på skolerne i 1995 trods medlemmernes nej. Det er en noget fri udlægning af de faktiske forhold.

Aftalekompetencen ligger fortsat hos organisationen, dels centralt, dels i kredsen. Kredsen kan vælge at delegere en bid af denne kompetence ud til tillidsrepræsentanterne, der som bekendt kan forhandle akkorder på den enkelte skole. Hvis tillidsrepræsentanterne ikke ønsker det eller ikke mener, at de lokale forhandlinger kan give et ordentligt resultat, kan der på skolerne aftales timerammer, som altid vil beskytte den enkelte lærer mod udnyttelse.

Det er korrekt, at kongressen var gået imod denne delvise uddelegering. På den anden side må Peter Hess anerkende, at selve aftaleretten fortsat er hos organisationen.

'DLF er jo på mange måder en moderne organisation, som måændre og tilpasse sine synspunkter - for at få indflydelse', noterer Peter Hess. Selvfølgelig må DLF dét. Men ikke - som Hess antyder - på tværs af medlemmernes ønsker. Hvilket efter min opfattelse heller ikke var det, der grundlæggende skete i 1995.

Når jeg skriver, at organisationen i forhold til forhandlinger om ny løn sidder med den afgørende aftaleret, og DLF ikke vil føre den ud på skolerne, er Peter Hess utryg ved mine forsikringer. Da jeg lige så lidt som nogen anden kan give 100 procents garantier, står det næppe til at ændre, for i sidste ende handler det om tillid. Men jeg har ikke hørt én eneste i DLF tale om, at lønnen skal forhandles ude på skolen, og vi afgør stadig selv, om det i givet fald skal ske.

Og i den forbindelse er det så underordnet, hvad arbejdsgiverne mener. De afgør ikke sagen alene. I mine øjne får vi nemlig kun et nyt lønsystem, hvis vi selv ønsker det. Godt nok ser arbejdsgiverne fordele i det nye, men jeg tror sagtens, at de kan undvære at få lærerne med på holdet i denne eller næste omgang. Spørgsmålet er snarere, om det vil være godt for os at vente. Det tror jeg til gengæld ikke. Da endnu flere kommunalt ansatte vil gå på ny løn, bliver lærerne siddende tilbage som et mindretal, som ingen vil tilgodese. Arbejdsgiverne vil begunstige 'de moderne', og de øvrige organisationer vil fordele kagen i flere decentrale stykker, som vi ikke vil få mulighed for at spise med af. På den måde vil lærerne sakke bagud lønmæssigt.

Vi vil heller ikke få gavn af 'gennemsnitsløngarantien', som betyder, at vores lønsum ikke bliver formindsket af, at de mange højere lønnede overlærere i disse år går af og afløses af lavere lønnede unge lærere. Garantien betyder, at pengene bliver i systemet og kan fordeles mellem de øvrige lærere. DLF's lønteknikere har regnet ud, at den mekanisme vil kunne give os 1,2 milliard kroner på ti år. Det vil efter min mening være temmelig dumt at sige nej til.

Dertil kommer, at en overgang til ny løn sandsynligvis vil give alle et ekstra løntrin. Det er værd at huske på, at det har taget lærerne omkring femten år at få løftet sidste løntrin. Det vil ved en overgang kunne ske i ét hug, hvilket altså ikke er så ringe endda. Det kunne vi have risikeret at vente mange år på, idet omkostningerne til dette ene krav stort set svarer til hele puljen i specielle krav ved Overenskomst 97.

Jeg er ikke nogen ukritisk tilhænger af ny løn, men min utryghed over en fortsættelse med det nuværende lønsystem uden kroner vejer tungere.

Jan Trojaborg

formand for Københavns Lærerforening og medlem af hovedstyrelsen