Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
DLF tilbyder nu skolelederne en lederlandskreds, men tilknytningen til den lokale kreds er reelt uantastet.
Jamen, jamen. Dette forhold er jo netop kernepunktet. Det er mig en kilde til varig undren, at DLF (hovedstyrelse og kongres) ikke kan - eller vil - forstå, at det for os er uforenelige størrelser. Dette skyldes blandt meget andet:
- i en muligt forestående konflikt ved Overenskomst 99 kan vi ikke opretholde vores troværdighed som kommunale ledere, hvis vi samtidig skal betale konfliktkontingent.
- en kommende 'ny løn'-situation vil medføre, at vi den ene dag kan komme til at sidde med kredsformanden som modpart - og den næste som medpart.
Det hænger simpelt hen ikke sammen.
Nu er det jo ingen nyhed, at vi er ganske mange skoleledere, som allerhelst vil have en situation med et fornuftigt og tillidsfuldt samarbejde mellem Danmarks Skolelederforening og DLF med os som medlemmer af begge - men vel at mærke hvor vi er frigjort fra den lokale kreds' problematiske favntag. Det må da kunne vække til eftertanke, at så mange af os opfatter dette forhold som for spændingsfyldt. Så meget mere som mange skoleledere på forskellig måde har været aktivt medvirkende til at gøre DLF til det, foreningen er i dag. Vi finder, at vi fortsat bør kunne have en til situationen tilpasset plads inden for foreningen. På den anden side tvinges vi til drastiske skridt, hvis en tilfredsstillende løsning ikke findes. Resultatet vil kun blive splittelse - til gavn for ingen og til skade for såvel Skolelederforeningen som DLF.
Personligt er jeg nu kommet så langt, at jeg ser mig nødsaget til at handle. Jeg kan og vil ikke betale konfliktkontingent. Og hvis ikke der blødes op inden en sådan situation, ser jeg mig nødsaget til at melde mig ud af DLF - med efterfølgende genindmeldelse. Absurd, ja, men nødvendigt.
Derfor følgende spørgsmål, som jeg beder om at få besvaret helt konkret umiddelbart efter læserbrevet:
Hvornår er sidste frist for udmeldelse, inden en konflikt kan blive en realitet?
Hvor lang er karantænen i forhold til en efterfølgende genindmeldelse?
Kære hovedstyrelse og kongres! Tag nu det store - nødvendige - skridt, som kan afblæse denne ulykkelige konflikt og sikre os et frugtbart medlemskab i DLF i gensidig respekt for de roller, som vi nu engang har at varetage i skole og kommune.
Udbyg forslaget om en lederlandskreds, så det
1. placerer os direkte under DLF - og altså ikke med dobbelt kredsmedlemskab.
2. på sigt overfører forhandlingskompetencen til denne.
3. sikrer de lokale kredse en refusion af vores centrale kontingent i forhold til de ydelser, som det vil være naturligt - og konfliktfrit - at fastholde decentralt.
4. lægger op til en ny samarbejdsaftale med Skolelederforeningen.
Eskild Kjær-Madsen
skoleinspektør
Agedrup Skole, Odense
Svar
Foreningens vedtægter fastsætter, at udmeldelse sker skriftligt til kredskassereren eller foreningens kontor med mindst en måneds varsel til en 1. januar, en 1. april, en 1. juli eller en 1. oktober.
Det er ikke muligt at besvare dit spørgsmål om det seneste udmeldelsestidspunkt før en eventuel konflikt. Starttidspunktet for en eventuel konflikt vil afhænge af forløbet af forhandlingerne om en fornyelse af aftaler og overenskomster mellem de involverede organisationer.
Ved genindmeldelse som almindeligt medlem indtræder muligheden for at opnå juridisk og økonomisk bistand fra foreningen normalt først efter to års ubrudt medlemskab, såfremt vedkommende forud for genindmeldelsen havde ret til almindeligt medlemskab.
Dine forslag til udbygning af lederlandskredsen vil indgå i foreningens videre arbejde.
Venlig hilsen
Anni Herfort Andersen
formand for DLF