'Vi skal knejse med nakken igen' står der at læse i Folkeskolen nummer 30-33, 13. august 1998.

Ja, men vi skal have noget at knejse over, ellers bliver det skaberi.

Spørgsmålet er så, har vi det?

Kan vi for eksempel være stolte over at få en rimelig løn, som dels modsvarer det store arbejde, der udføres, dels har en størrelse, som understøtter den agtelse og værdighed, der fordres af os, og som vi selv bør kræve.

Svaret er nej! Med begynderlønninger på under 20.000 kroner per måned og slutløn på 22.282 kroner er grunden lagt til den lavstatus, lærergerningen efterhånden har fået.

Og hvad gør vores forening i den anledning?

Så vidt jeg kan se, lytter man ved døren ved vores arbejdsgivere for at høre, hvad de finder på vedrørende 'ny løn', så man kan 'være parat med argumenterne'.

Man taler videre om en undervisningslønmodel, som kunne understøtte teamarbejde og fremme videreuddannelse, som skal kunne ses på lønsedlen.

Og der skal handles hurtigt nu, hvor 'lærernes lønsum er meget stor'!

Over for dette kun nogle spørgsmål.

Hvorfor står vi og lytter ved døren hos arbejdsgiveren for så at kunne sige nej! eller måske! til deres tanker om mere undervisning og mindre forberedelse i stedet for selv at formulere krav, gerne så højt, at det kan høres uden for vores dør af arbejdsgiverne?

Og hvorfor tale om begrebet ny løn i stedet for at tale om mere i løn?

Vi har dog (endnu) fast månedsløn, så det skulle vel ikke være svært at formulere krav om lønforhøjelse på cirka 15 procent?

Der skal ændres på forberedelsestiden, siges det. Enig! Hvorfor stiller foreningen ikke krav om mere forberedelsestid? Det er jo ikke muligt at overholde den nye folkeskolelov med den nuværende forberedelsestid.

Kort og godt. Hvorfor er foreningen ikke i offensiven i stedet for bare at stå med handskerne oppe.

Anthon Tetsche

Ørsted

Svar

Jeg mener fortsat, der er god grund til, at medlemmerne kan være stolte af deres arbejde og 'knejse med nakken igen'. Jeg er ikke enig med dig i, at vores lønniveau er så dårligt, som du giver udtryk for. Men selvfølgelig kan det blive bedre, og især med de krav, blandt andet vores arbejdsgivere stiller om udvikling af kvalitet i undervisningen, skal det blive bedre.

Med hovedstyrelsens kravforslag til Overenskomst 99, som for tiden er til debat blandt medlemmerne, synes jeg også, at vi er i offensiven og har forslag til nogle krav, som skal forbedre lønnen og arbejdsforholdene for vore medlemmer.

Men et krav på 15 procents lønforhøjelse ville efter min opfattelse være overbud. Vi skal stille offensive krav, men også krav, som er realistiske, og som vi kan samles om at kæmpe for at få gennemført. Jeg tror, at kongressen vil opstille krav, som vi i de kommende forhandlinger med arbejdsgiverne vil kæmpe for uden bare at stå med handskerne oppe.

Venlig hilsen

Anni Herfort Andersen

formand for DLF