Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Stort og tungt ser det ud, når et af de moderne transportfly ruller hen ad startbanen. Varmen fra motorerne får luften til at flimre, og larmen kan mærkes. Det virker hver gang som et mysterium, at maskinen overhovedet kan flyve.
Da konstruktørteamet Ole Vig Jensen, Evan Jensen og Anni Herfort sidste år præsenterede en fælles kontakt og prototypetegningen af F-2000 var der da også en del skepsis. Hvorfor går modstandere pludselig sammen om et projekt? Tror I, den kan lette? Hvem skal lave arbejdet og vedligeholde maskinen? Hvem skal betale brændstoffet, og hvordan tror I, at sådan et monstrum skal kunne lande på vores lokale græsbaner?
Og selv om Jensen og Jensen undervejs har måttet udskiftes med Vestager og Boye, så det nu kun er Herfort, der er tilbage fra det oprindelige team, så har teknikerne arbejdet hårdt i alle tre firmaer for at kunne få maskinen af sted til aftalt tid.
Skepsis er vel ikke væk overalt, men siden oktober 1997 er der blevet studeret og diskuteret intenst mange steder. Flyveplanen er spændende, de otte valgte destinationer virker velvalgte. Heldigvis er der ikke meget charterrejse og grisefest over programmet; udspillet ligner mere en adventure-rejse- med mulighed for lokalt at bestemme både rejseform og -fart.
Og efter god dansk tradition skal deltagerne selv finde ud af, hvordan de løser de fælles opgaver undervejs. Det ligner et flot take off for F-2000, som det hedder på nudansk!
-th
Læs side 18
Deltagerne skal selv finde ud af, hvordan de løser de fælles opgaver undervejs
Bedre hverdag
Supervisor og supervisant. Alene ordene kan få mangen en overlærer til at tage ladegreb på metodefriheden og at afsikre Ø-tidsregnskabet. For en sikkerheds skyld er man imod.
- Jeg vil sgu ikke bruge tid på, at en eller anden terapeut rager på mit arbejde og mine følelser, lyder det vrængende.
Og det forstod man jo godt. Hvis det var det, der var tale om.
Det er påfaldende, at mange lærere opfatter supervision som et indgreb i friheden til at passe arbejdet, mens socialrådgivere og sygeplejersker protesterer voldsomt, hvis ledelsen vil spare supervisionen væk.
Men - og det er meget vigtigt - når lærere har prøvet at få supervision i kort tid, bliver de også begejstrede.
- I begyndelsen er man bange for at melde sig, men efter få gange er der kø for at være den, der bliver superviseret, fortæller psykolog Mette Geldmann til Folkeskolen.
Og arbejdet med supervision har vide perspektiver: Tilsyneladende problemer i undervisningen kan løses, det psykiske arbejdsmiljø bliver bedre, og træge møder bliver både kortere og mere effektive, påstår lærere, der bruger metoden. Hvis bare én af påstandene er rigtig, er det forsøget værd. Resultatet kan kun blive en bedre hverdag.
-th
Hvis bare én af på-
standene er rigtig, er det forsøget værd