Stil krav til lærerne

Dannelse er så vigtigt et element i folkeskolen, at den øverste leder naturligvis skal være uddannet lærer. Men han skal turde sige højt til lærerne, hvad de gør godt og skidt, foreslår to direktører i it-branchen. De har begge en fortid i skolen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Både medarbejdere og ledere skal have at vide, om de gør det godt nok, eller om de skal gå til opgaverne på en anden måde. Ellers udvikler de sig ikke.

Kun firmaer, der hele tiden udvikler sig, kan klare sig i den benhårde konkurrence i det private erhvervsliv. Den holdning bør gå igen i den trængte folkeskole, mener to af it-virksomheden Hewlett-Packards (HP) direktører, Michael Bjerregaard og Henrik Sinnbeck.

De har begge en fortid som lærere. Henrik Sinnbeck trækker en linje tilbage, til dengang han som nyuddannet blev ansat på Interskolen i Århus.

»Skolelederen spurgte, om det var okay, at han sad med i timerne. I løbet af det første år besøgte han mig vel fem-otte gange, og ved at evaluere min undervisning gjorde han mig til en bedre lærer, og det gav mig selvtillid«.

Som divisionsdirektører bliver Henrik Sinnbeck og Michael Bjerregaard hele tiden målt og vejet. Ikke kun på, hvor meget it-udstyr de sælger, men også på, om de udvikler deres medarbejdere.

»Vi har ansvaret for talentpleje, mentorordninger og udviklingsplaner for hver enkelt medarbejder, og vi bliver målt på, hvor gode vi er til at styrke deres resurser. En gang om året vurderer medarbejderne vores egenskaber som ledere. Selv om det foregår anonymt, fortæller det os i et tydeligt sprog, hvor vi selv bør sætte ind for at blive bedre«, fortæller Michael Bjerregaard.

Det samme bør være tilfældet på lærerværelset.

»Det må ikke være et tabu at diskutere hinandens undervisning. Det kan være svært at måle, hvem der er gode lærere. Men det må kunne lade sig gøre at finde nogle parametre, hvis skolelederne går med ind i klassen og evaluerer undervisningen«, siger Henrik Sinnbeck.

Det kræver, at skolelederen træder i karakter.

»Generelt er lærere utilfredse med deres skoleleder. Det skyldes, at lederen er for usynlig i lederskabet og ikke stiller krav til lærerne«, mener Henrik Sinnbeck.

Michael Bjerregaard kender dygtige skoleledere, men han kan også let få øje på, hvorfor de er dygtige.

»De ser skolen som en virksomhed, hvor der skal leveres en indsats for at nå resultater, og de tør tage teten i dens udvikling«, siger han.

Værn om dannelsen

Regeringens jagt på styrket faglighed blandt eleverne afføder indimellem forslag om, at skolelederen bør have en anden baggrund end lærer. Den tanke advarer de to divisionsdirektører kraftigt imod.

»Det er en god idé at danne et team af ledere fra forskellige faggrupper, men hvis ikke den øverste skoleleder har en pædagogisk baggrund, går alt med at gøre børnene til demokratiske, selvstændige og dannede mennesker fløjten. Det har jeg set eksempler på inden for privatskolernes verden«, siger Henrik Sinnbeck.

Samtidig er det vigtigt, at skolelederen tager ansvar for den pædagogiske udvikling.

Når HP søger nye medarbejdere, er det en forudsætning, at ansøgerne har fagligheden i orden. Men det er ikke her, vægten ligger til jobsamtalerne.

»Jeg ser vores unge ansøgere i øjnene og vurderer, om de kan motivere sig selv. Har de evnen til at være kreative og tænke selv«, siger Michael Bjerregaard.

Michael Bjerregaard

Michael Bjerregaard gik den slagne gang fra folkeskolen til gymnasiet og videre på seminariet. Da han var færdiguddannet, ringede inspektøren på hans gamle folkeskole i Greve, Hedelyskolen, og tilbød ham et job.

Michael Bjerregaard sagde ja tak. Han kunne godt lide at undervise, men han havde kun 22 års livserfaring at give af, så efter to år som lærer fik han lyst til at prøve noget andet. De seneste 16 år har han været ansat i Hewlett-Packard. Han begyndte som salgsingeniør og er i dag direktør for virksomhedens danske printerafdeling.

Henrik Sinnbeck

I fem år var Henrik Sinnbeck lærer på Interskolen, der er en privatskole i Århus. Som skole- og ungdomsvejleder involverede han sig voldsomt i et teaterforløb om udskoling sammen med Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Bagefter opfordrede DA's repræsentant ham til at finde et andet job.

It var i vælten, så Henrik Sinnbeck sagde sit job op og uddannede sig til sælger i it-branchen. Hans evner med at sælge førte ham siden til et lederjob. I dag er han direktør for Hewlett-Packards pc-forretning i Danmark.

»Det kan være svært at måle, hvem der er gode lærere. Men det må kunne lade sig gøre at finde nogle parametre, hvis skolelederne går med ind i klassen og evaluerer undervisningen«Henrik Sinnbeck