Initiativerne for at skabe morgendagens skole vælter i disse dage ned over os. Det er ikke ideer, der mangler, og hvis bare halvdelen ville være brugbare, ville vi være nået langt. Hver dag i aviserne er nye initiativer beskrevet, og næste dag er de erstattet af en mængde nye. Debatten når aldrig at fæstne sig ved et forslag, måske fordi problemerne aldrig er blevet drøftet på en ordentlig måde. Hvis Pisa er diagnosticeringsværktøjet, bliver svarene herpå vel automatisk lige så mangelfulde. Hvis Pisa skulle give mening som katalysator for en gennemgribende reform af læreruddannelsen og folkeskolen, burde der være iværksat en opfølgning på, hvorfor tallene viste, hvad de gjorde. At denne indsats aldrig er blevet iværksat, kan jeg ikke lade være med at tænke på beviser, at Pisa er blevet brugt som undskyldning for at gennemføre en ideologisk reform, der allerede var planlagt.

Regeringens mål om at skabe verdens bedste folkeskole og at styrke fagligheden er der vel ingen skolefolk, der er uenige i, men der er forskel på, om tiltagene skal til for at gøre os endnu bedre eller for at luge elendigheden væk. Desværre har tiltagene været af sidste karakter - hvordan fjerner vi friheden fra de uduelige, elendigt uddannede lærere og får givet magten til dem, der vil befolkningen bedst - politikerne og virksomhederne. Hvis vi som lærere og kommende lærere skal genvinde respekten hos offentligheden, er det på tide, at vi går i front og sender signalet om, at vi om nogen har lysten til omvæltninger, der er af det gode. Vi skal signalere, at vi brænder for det arbejde, vi udfører, og at vi hilser ethvert tiltag, der kan forbedre vores professionsfaglighed og hermed vores elevers mulighed for at blive så dygtige, som det overhovedet er muligt, velkomment.

Forkortet af redaktionen