Hun føler sig snydt

Tine Peitersen mener, at hun tilhører 93-gruppen, men hun får ingen penge, fordi hun i 1993 ikke kunne få et lærerjob

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Jeg bliver simpelthen så ked af det, at jeg er nødt til at forlade bordet. Jeg vil fortrænge det. Jeg hader, når folk taler om pension. Det minder mig om min egen situation«.

Tine Peitersen er 46 år og lærer på Kirstinedalsskolen i Køge. Hun føler, at hun tilhører den gruppe af lærere, der indtil 1993 havde været ansat som timelærer, vakancelærer eller lignende i folkeskolen, og som i 1993 gik over til at være overenskomstansat. Men ifølge den definition, som DLF's hovedstyrelse har vedtaget, er hun ikke med i 93'gruppen, fordi hun ikke var ansat i folkeskolen den 31. marts 1993.

Tine Peitersen uddannes som lærer i 1984 og ansættes som årsvikar på Kirstinedalsskolen. Efter to år som vikar bliver hun timelærer. Da sommerferien står for døren i 1992, får hun et opsigelsesbrev med posten. Hun bliver afskediget på grund af sifu-princippet (sidst ind, først ud). Hun kan ikke umiddelbart få job i folkeskolen igen, men får et job som museumsleder på Jægerspris Slot.

»Men jeg ville jo gerne tilbage til folkeskolen. Jeg studerede med en veninde. Vi havde talt om at finde et job sammen. Hun valgte at søge job på Stevns, hvor det var sværere at skaffe lærere. Derfor blev hun ansat som tjenestemand. Men jeg ville tilbage til Køge, hvor jeg kom fra. Her kunne jeg ikke få en tjenestemandsansættelse. Hvis jeg bare var fulgt med til Stevns, havde alt været anderledes«, siger Tine Peitersen.

Offer for tilfældet

Da Tine Peitersen efter tre år som museumsleder får job i folkeskolen igen, bliver hun overenskomstansat. Da lærerne i 1993 overføres fra ansættelse i staten til kommunerne, og pensionsordningen bliver lavet om, gjorde det ikke den store forskel. Men i dag er der stor forskel på, hvad man sidder med, når man pensioneres. Ifølge pensionsrapporten fra 2000 betyder Tine Peitersens ansættelsesforhold, at hun vil få omkring 40.000 kroner mindre om året i pension end hendes veninde, der blev ansat som tjenestemand.

»Jeg synes, at vi 93'ere er et rigtigt stort sort kapitel i DLF's historie, og selv om der sker noget nu, så er det tilfældigheder, der afgør, om den enkelte får gavn af det«, mener Tine Peitersen.

Ved overenskomsten i 2002 blev der sat et mindre beløb af til lærere, der ligesom Tine Peitersen havde regnet med en tjenestemandspension, men slutter på en overenskomstpension. Ved overenskomsten i 2005 blev der sat yderligere penge af. Lærere fra 93-gruppen vil få et engangsbeløb på pensionskontoen og varig forhøjelse af pensionsprocenten. For at komme i betragtning til pengene skal lærerne sende et indberetningsskema til DLF inden den 20. september og være ansat i folkeskolen 1. april 2006.

Søger om penge

Sidste gang fik Tine Peitersen ingen penge. Denne gang har hun udfyldt skemaet, fordi den lokale kreds har opfordret hende til det. Hun håber på, at hun får noget ud af sin ansøgning, men umiddelbart er hun ikke berettiget til kompensation, fordi hun ikke var ansat i folkeskolen den 31. marts 1993.

»Der har været lagt låg på det her problem i alt for mange år. Nu er låget endelig taget af, men jeg synes ikke, foreningen har et helhedspræget syn. Hvorfor tager de ikke hensyn til sifu? Hvorfor tager de ikke hensyn til, hvor mange år man har været ansat i folkeskolen før 93? Jeg har alligevel været der i otte år før 1993«, siger Tine Peitersen.

Formand for DLF's faglige udvalg Lotte Lange mener, at det er beklageligt, at der omkring 1993 var beskæftigelsesproblemer, men hun mener ikke, at de problemer hænger direkte sammen med 93-problematikken.

»Definitionen på at tilhøre 93-gruppen er, at man 31. marts 1993 var ansat i folkeskolen og havde eller havde haft et ansættelsesforhold med pensionstilsagn. Den definition finder jeg logisk. Det må være de lærere, der var i skolen på det tidspunkt, vi har et særligt ansvar over for«, mener Lotte Lange.

20. september er sidste chance

52 millioner kroner skal fordeles mellem de medlemmer af DLF, der tilhører 93-gruppen. På www.dlf.org kan du finde en vejledning om, hvem der er med i 93-gruppen. Her finder du også indberetningsskemaet, som man skal sende til DLF inden 20. september for at komme i betragtning til pengene. Hvis der er omkring 3.500 berettigede, vil hver enkelt få omkring 15.000 kroner som et engangsbeløb. Derudover vil man få forhøjet pensionsprocenten fra 17,3 til 19,8.