»Jeg skal da sandelig love for, at jeg er blevet utrolig glad for den formålsparagraf«. Anders Fogh Rasmussen

Folkeskolens formål. Sidste år var der ingen ende på, hvor glad statsministeren var for skolelovens formålsparagraf. »Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme i den situation, at jeg skulle understrege, at folkeskolens formålsparagraf siger, at eleverne skal opdrages til demokrati«, sagde han på Venstres landsmøde i november. Og fremhævede så, hvor utrolig glad han var for skolens formål.

Daværende undervisningsminister, Ulla Tørnæs, slog fast, at de gennemførte lovændringer for at styrke fagligheden ikke betød, at formålsparagraffen skulle laves om. Den »udtrykker fortsat på meget fin vis« værdigrundlaget og den overordnede indholdsramme for skolen. Der står ikke noget om en ny formålsparagraf i regeringsgrundlaget. Men i sommer hovsa-meddelte Bertel Haarder så gennem medierne, at formålsparagraffen er »for floromvunden og svag«. Og så gik det ellers stærkt. I oplægget til Globaliseringsrådet underkender regeringen nu sin egen politik. Fagligheden og forberedelsen til uddannelse og beskæftigelse skal nu »vægtes klart og stærkere«, og fagenes formål og trinmålene skal ændres tilsvarende. Med andre ord: Regeringen mener, at det arbejde, kommuner og skoler gør for at tilpasse sig de nye Fælles Mål, ikke er godt nok. Der skal strammes endnu mere op. Eller hvad? Skal folkeskolen være et forberedelseskursus til ungdomsuddannelserne? Skal realskolen genindføres? Svaret blæser i vinden. Og vinden føles kold.

Men inden paragrafsnedkerne går i gang, bør der foregå en bred diskussion om, hvad vi vil med skolen. Faglighed og forberedelse til uddannelse er vigtigt. Men, som filosoffen K.E. Løgstup sagde det i sin sidste forelæsning, »hvad vi må stå fast på, er, at formålet med skolen er oplysning, så vi ikke af vort samfunds karakter af arbejdssamfund lader os forlede til at reducere skolens formål til at være uddannelse. Uddannelse er i skolen et afkast, som tilværelsesoplysningen giver«.

-th