De verbale øretæver, som Luis Madsen gav Vagn Madsen i Folkeskolen nummer 34, forekommer mig ikke bare urimeligt hårde og alt for personlige, på grænsen til det perfide, men i allerhøjeste grad også aldeles malplacerede.

Sidstnævnte Madsen har nemlig modet til med sin sylespidse og ironiske pen offentligt at turde prikke til tidens alt for mange voldsomt opblæste pædagogiske ballonord og modebegreber, som derved meget ofte falder til jorden med et intetsigende sjask.

Min opfordring til Vagn Madsen skal derfor være, at han for alt i verden skal fastholde og fortsat artikulere sin konsekvente kritik af den værste pædagogiske dårskab, som i disse år prøves af i praksis på vore elever og børn.

Til gengæld kan Luis Madsen fremover vælge at springe de debatindlæg over, som hans faglige og personlige fordomme måske på forhånd har afskåret ham fra alligevel at forstå.