Jan Trojaborg har fuldstændig ret i, at løntjekmøder er umagen værd (Folkeskolen nummer 34) når lønsystemet er indrettet sådan, at lærerne risikerer at blive snydt for titusindvis af kroner. Spørgsmålet er så, om lærerne skal rende til løntjekmøder resten af deres lærerliv, eller om vi skal ændre lønsystemet, så lærerne kan stole på, at de får, hvad de skal have?

Trojaborg påpeger endvidere, at lærerne i København har haft en vis lønfremgang, og mener dermed at have påvist, at Ny Løn er en rigtig god forretning for lærerne. Hverken Trojaborg eller jeg kan imidlertid vide, hvordan lønnen ville have udviklet sig uden Ny Løn. En kendsgerning er det dog, at den nuværende lønaftale kun i bedste fald kan sikre lærerne imod en reallønsnedgang i overenskomstperioden. Arbejdsgiverne har bøjet i neon, at Ny Løn ikke betyder mere løn, og at Ny Løn er tænkt som et ledelsesinstrument til præmiering af den ønskede adfærd hos de ansatte gennem anderledes fordeling af lønsummen.

Endelig hævder Trojaborg, at de såkaldt objektive kriterier for tildeling af løntillæg skam er objektive. Det problem, jeg har peget på, ligger i udvælgelsen og prissættelsen af de tillægsudlø­sende, særlige ansvarsområder og kvalifikationer. Hvorfor er det eksempelvis objektivt at give et større løntillæg for biblioteksfunktionen end for klasselærerfunktionen? Hvorfor er det objektivt at give løntillæg til en lærer, fordi hun har været på kursus for at lære noget, som en kollega ikke får en krone for at kunne, blot fordi hun ikke har glimret ved sit fravær fra skolen eller ligget skolens økonomi til byrde? Og frem for alt: Hvad med de uhåndgribelige faktorer, der er af langt større betydning for undervisningens kvalitet end en hvilken som helst objektiv faktor?

Hvis Jan Trojaborg vil have lærerne til at acceptere Ny Løn, må han til en begyndelse forholde sig til de problemer, der rejses.