Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Undervisningsministeren skriver i Folkeskolen nummer 33 som opmuntring i et læserbrev, at lærerne »gør det godt«. I min forne elevtid anvendtes et karaktersystem, hvor »g« (godt) er lig 6 (den noget usikre, men nogenlunde tilfredsstillende præstation i fag og uddannelser, også lærernes, laveste karakter for at bestå). Lærernes samlede indsats kan altså lige gå an, dog næsten en dumpekarakter. Således ministerens opmuntrende vurdering! Udslag af vanlig vestjysk »understatement« eller af regulær Venstre-hovmod? Partiet bryder sig jo ikke om eksperter og »ekspertvælde«. Så lærerne skal som eksperter i undervisning af børn og unge dunkes oven i hovedet eller rettere i maven som i eventyret. Dog ret beset en skammelig og uhyrlig vurdering. En ganske flov betragtning efter to års ministervirke.
I samme nummer kan man læse en helt modsat vurdering af lærernes indsats. Her af en psykolog efter tre års feltstudier i folkeskolen beskrevet med ord som »fremragende pædagoger«, »sindssygt dygtige«, »engagerede lærere (der) knoklede løs«. Etiketter, der lang mere svarer til lærernes egen (og heldigvis mange fleres) vurdering af indsatsen. Dog her fremsat af en ekspert, så dur ikke!
Hvorfra har ministeren sin forbeholdne vurdering af lærernes indsats? Fra feltstudier i folkeskolen? Eller er den bare i tråd med tidligere Venstre-ministres beskæmmende skadevoldervirksomhed i Undervisningsministeriet (tænk bare på så ulyksalige eksistenser som Haarder og Nielsen, jævnfør bog anmeldt i samme nummer), hvor øvelsen mest går på at nedbryde det, som disse dygtige, engagerede og fremragende lærere i årtier har bygget op til den enkeltes og samfundets bedste? En minister må belægge sine ord med stor omhu. Det er ikke sket her eller er det faktisk? Da til benefice for hvem?