Debat
Demokrati og rundkreds
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Statsministeren kan virkelig gøre mig ked af det. I Folkeskolen nummer 34 har man klippet et citat ud af statsministerens tale ved Venstres sommertræf:
»Vi er i gang med at indføre en helt ny tankegang i uddannelsessystemet. Det er slut med den flippede rundkredspædagogik«.
Ingen kan formodentlig acceptere det flippede, men rundkredsen er altså en god og demokratisk metode, som naturligvis må være en af folkeskolens vigtigste metoder til udvikling af demokratiområdet. Der er direkte adgang i rundkredsen, og man er i øjenhøjde med hinanden. Hver enkelt lærer i folkeskolen har i virkeligheden en kolossal og vigtig opgave i forhold til både elever og forældre. Hvordan får jeg givet alle elever indflydelse på den gode måde? Hvordan får jeg puttet kundskaber i hovedet på dem på den gode måde? Hvordan får jeg indpodet selvværd og selvtillid i eleverne på den gode og opbyggende måde? Og hvordan får jeg forældrene til at føle medansvar, og hvordan får jeg givet dem den indflydelse, de har krav på på den gode måde?
Alene det at skulle have en klasses forældre til at spille sammen, støtte, øve indflydelse, tage hensyn til alle og til hinanden er en stor og lidt overset udfordring i lærerarbejdet.
Det er et ufattelig vigtigt demokratiarbejde, der udføres i skolerne og ikke bare på det formelle plan med skolebestyrelserne og Skolevæsenets Fællesråd, og selv om statsminister Anders Fogh Rasmussen åbenbart ikke anerkender rundkredse i skolesammenhænge, så er netop rundkredsen en god, konstruktiv og demokratisk måde at spille sammen på. Derfor er der mange gode grunde til at anerkende det vigtige og krævende arbejde, der foregår i og omkring klasserne i skolen. Det er ligeledes vigtigt, at vi politikere, forvaltning, skoleledere, skolebestyrelser, forældre husker at støtte og give inspiration til lærerne på dette essentielle område.