Anders Fogh Rasmussen fortsætter sin målbevidste holdningskamp. Som en kultur-tank beklædt med panserplade og teflon fræser han fremad mod »politisk korrekthed«, »eksperttyranni« og »smagsdommere«. Skidt med fakta og historisk viden, kampen gælder sjælene, og hensigten helliger midlet.

Da Folketinget sidste år vedtog ændringerne i folkeskoleloven, brød regeringen med konsensusopfattelsen om den meget brede enighed, som skal forhindre politiske slagsmål om skolen. Nu åbner statsministeren en ny front: den politiske krig skal nu føres i skolen helt inde i klasselokalet.

Det er i sig selv uhyre interessant, at statsministeren og Venstres formand kommer med en sønderlemmende kritik af den samarbejdspolitik, som den danske regering førte fra 9. april 1940 til 29. august 43. Den var selv på datidens præmisser »forkastelig« og »naiv«, skriver og siger Anders Fogh, og det overrasker forskerne. Han kender hverken sit eget partis eller landets historie, mener de. Og måske har de ret.

Men statsministerens nye fremstød passer fint ind i hans kulturkamp om den offentlige mening. Det er dygtigt spin. Men også for dygtigt.

Samtlige skoler har fået tilsendt et undervisningsmateriale om den 29. august 1943, bestilt af Statsministeriet og betalt over finansloven. Materialet indledes med én bestemt tolkning af historien og nutidens politik, nemlig statsministerens. Hans konklusion lyder: »... mener vi noget alvorligt med vores værdier, frihed og fred, så kan vi ikke bare lade andre slås for disse demokratiske værdier, så må vi også selv yde et bidrag til at forsvare dem. Det var grunden til, at Danmark ydede et bidrag for at skabe fred på Balkan i 1990erne, da der var borgerkrig i det tidligere Jugoslavien. Det er grunden til, at Danmark har taget aktiv del i kampen mod terrorisme ved at sende soldater til Afghanistan. Og det var også grunden til, at regeringen besluttede at yde et bidrag i krigen mod Saddam Hussein og befrielsen af det irakiske folk. Det er det, vi kan lære her i 60-året for den vigtige beslutning den 29. august 1943 ...«.

Sådan!

Det var det, der i 70erne hed forsøg på indoktrinering, og den slags politiske kortslutninger hører ikke hjemme i en officiel videofilm til sko­lebrug.

Der er tidligere udsendt undervisningsmaterialer for eksempel fra Folketinget. Men det har altid haft et politisk neutralt indhold eller har præ­senteret flere synspunkter om samme sag som alle gode, nuancerede undervisningsmaterialer bør gøre.

Med det nye fremstød tager statsministeren lærere og elever som gidsler i en ensidig propagandakrig. Det er ikke spor naivt, det er dybt forkasteligt.

-th

Læs side 4