Debat

Ledere bedre stillet

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoleinspektør Alexander Åmund har en kommentar i Folkeskolen nummer 33,hvor han efterlyser en debat om ledernes placering i DLF.

Meget prisværdigt redegør Åmund for de to væsentlige problemområder, der er ved at have 5.000 ledere i samme fagforening som 60.000 ledede. Ny løn-forhandling for lærere på skolen og kredsenes forhandling for lederne med kommunen.

Jeg må blot pege på, at lederne er langt bedre stillet end vejlederne under DLF. Jeg er sikker på, at de fleste kredse har en vis idé om, hvad man laver som skoleinspektør.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det samme gør sig ikke gældende, når man skal forhandle for vejledergrupperne bestående af skolevejledere, skolekonsulenter og især ungdomsvejledere.

Meget forståeligt er lærerkredsens viden og interesse for skolekonsulenter for Uddannelses-, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsorientering, der er under tre promille af dens medlemmer, ret begrænset. Banal indhentning af skriftlige oplysninger, der kunne ligge til grund for en forhandling, for eksempel ansættelsesaftaler og funktionsbeskrivelser, er ikke brugt. Hvis man blander sig i vejledningens arbejdsvilkår, bliver man behandlet, som om man ikke er medlem af den samme forening og med mistro.

Vejlederne er en minoritet i DLF og diskrimineres bevidst og ubevidst. Som eksempel på den prioritet, DLF har for sine små grupper, skal jeg finde oplysning om den lederaftale, jeg formoder, jeg måske er ansat på, på min arbejdsgivers forenings hjemmeside hos Kommunernes Landsforening. Der er end ikke en henvisning på DLF's hjemmeside.

DLF er en lærerforening og i øvrigt gul per definition som ikke LO-tilsluttet.

Kan forklaringen på ledernes udskilning måske bero på tilsvarende oplevelser?

Men det er et godt, velskrevet fagblad, foreningen udgiver, selv om det koster 100 kroner stykket.

Knud Frandsen

ungdomsvejleder og konsulent

Næstved

Svar

Jeg er ikke enig med dig i, at vejlederne diskrimineres i DLF. Det er et område, vi er meget opmærksomme på, og vi har i øvrigt et glimrende samarbejde med Tandhjulsforeningen. Du har ret i, at lederaftalen bør være på vores hjemmeside. Det er den nu på www.dlf.org

Nej! Danmarks Lærerforening er aldeles ikke en gul fagforening, fordi vi ikke er medlem af LO. Vi er som forhandlingsberettiget (og dermed ikke-gul) medlem af den partipolitisk neutrale hovedorganisation Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd - hvortil der i øvrigt også er et link på hjemmesiden.

Anni Herfort

formand for DLF