I 1993 blev vi kommunaliseret. Jeg var på det tidspunkt timeoverlærer eller overtimelærer, men nu blev jeg kommunalt ansat på overenskomstmæssige vilkår.

Og det var vel ikke så ringe endda.

Godt nok blev man ikke ansat på livstid, men med min ansættelseslængde havde jeg alligevel et halvt års opsigelse, og med udsigt til flere børn i skolen, så. . .

Lønnen var også den samme, ja faktisk var den cirka 2.000 kroner højere end tjenestemændenes, men det blev jo snuppet igen til min pensionsindbetaling, så. . .

Pensionen, fik vi fortalt, var jo også den samme - stort set - når vi kom frem til bundlinien, så det var heller ikke så ringe!

Da jeg så fik DLF's pensionsrapport i hånden, blev jeg både overrasket og chokeret.

En overenskomstpension er 75 procent værd i forhold til en tjenestemandspension.

En tjenestemand får cirka 160.000 kroner, en overenskomstansat får cirka 120.000 kroner.

Det er i hvert fald ikke de meldinger, der lød i 1993! For at de overenskomstansattes pension er bare i nærheden af tjenestemændenes, skal den op på 20 procent, eventuelt gradueres. For eksempel 20 procent i pension fra år 25 til år 45, og dernæst 15 procent indtil år 65. Dette vil give en forbedring på godt ti procent. En anden mulighed er, at man for hvert tiende år (udgangspunkt år 25) stiger med et procentpoint i pension. Dette vil give en forbedring på otte en halv procent.

Da pensionen ved sidste overenskomst steg med 0,3 procentpoint, kostede det 24 millioner kroner. Men sammenlignet med at en feriefridag kostede 70 millioner kroner, mener jeg, det er realistisk. Jeg mener klart, at man skal gå efter at forbedre pensionen frem for at købe ekstra feriefridage, som vi alligevel dårligt kan bruge.

Hvorfor skal vi (de overenskomstansatte) belønnes dårligere for vores indsats end tjenestemændene?

Jan Thorstensen

Esbjerg