Den periodiske regelmæssighed, hvormed lærermanglen optræder, burde for længst have vakt de ansvarliges opmærksomhed.

Hvis man tager udgangspunkt i krigsperioden, hvor der var et ekstremt stort antal fødsler, kan man let beregne, hvornår der igen vil optræde store årgange. Nemlig når krigsårgangene begynder at sætte børn i verden i sådant antal, at det bliver til store årgange. Dette mønster forstærkes så igen af flere andre faktorer, for eksempel kommer de store årgange ofte efter en række små - de små får så politikerne til at nedlægge studiepladser, hvilket så uvægerligt bevirker, at man bliver meget overrasket, når de store årgange melder sig. Det hele minder lidt om sundhedssektoren, hvor sommerferien kommer fuldstændig bag på de ansvarshavende - hvert år!

Hvis man nu satte yngste lærling til at lave nogle simple beregninger på dette, så kunne han/hun let forudse, hvornår der igen ville optræde store årgange, og hvor længe miseren ville vare. Man kunne så i god tid optage nogle flere på læreruddannelsen. Man kunne med stor fordel bruge sådanne tal til mange andre formål, de videregående uddannelser kunne for eksempel have megen glæde af at studere sådanne værdier. Naturligvis måtte man gerne bruge både lommeregner og computer ved beregningen - man uddanner jo ikke folk i hovedregning mere. Det er slet ikke så indviklet endda - så vidt jeg husker, blev ganske mange afvist på læreruddannelsen for fire-fem år siden. Man kan have ganske meget udbytte af at læse fødselsstatistikker med omtanke.

Måske er disse enfoldige refleksioner ikke troværdige - men så må man iværksætte en stor, dyr, sociologisk undersøgelse og ad den vej komme frem til det samme.

Nu er det jo nemmest at være bagklog, men det står helt fast, at vi her har et område, hvor udlændinge ikke kan hjælpe os. Kirurgi, ingeniørarbejde, håndværk, men lærermanglen skal klares af landets egne børn.

Jeg må indrømme, at jeg ikke tror meget på de ældre kolleger - jo, de kunne, men de vil ikke på grund af arbejdsforholdene. De ser frem til den dag, hvor de kan sige farvel og hæve deres pension og være i fred for emsige forældre, uvorne unger og fjogede artikler i pressen.

Man bliver nok nødt til at indføre udvidet praktik i uddannelsen - 'græsordningen igen'. Det er måske heller ikke nogen dårlig ting. Man opnår flere ting på den måde. Samtalerne på seminariet vil efterfølgende blive meget mere realitetsprægede, en del studerende vil finde ud af, at det alligevel ikke var noget.

De eneste, som så ikke har sat fod i skolestuen, er seminarielærerne, de kan så docere tingene, som de burde være, og samtidig få at vide, hvordan det faktisk er.

Det er rimelig enkelt for ledelsen at beregne, hvor mange praktikanter man skal bruge til et årsværk - det vil give noget ekstra arbejde til såvel ledelse som de erfarne, men det går vel eventuelt ved hjælp af lidt kompensation af pekuniær art.

Vor minister tror åbenbart på den gode, gamle skrøne om kaldet - eller også har hun set Den Danske Banks reklame - ak ja, men hun har jo heller aldrig sat fysiske spor på skolegulvene. 'Kaldet' har i årevis været brugt til løntrykkeri og som forklaring, når folk undrede sig over, at man fandt sig i det. En væsentlig ting ved praktikanterne er, at vi så slipper for discountlærere - praktikanterne volder ikke problemer med, hvad man skal stille op med dem efterfølgende.

Bent Thøsing

pensioneret viceinspektør

Nørre Åby