Det er en udbredt misforståelse både i DLF og i Kommunernes Landsforening, KL, at lærerne ude på gulvet sagde ja til ny løn i '99. Sagen er snarere, at de ikke sagde noget. Eller rettere, at de ikke diskuterede fænomenet. Dels fordi der ikke var nogen at diskutere med, al den stund der faktisk ikke rigtig er nogen på lærerværelserne, der går ind for det, dels fordi de mildest talt havde - og har - nok at rive i. Og den halve procent af lønnen, som blev lempet ind i sidste overenskomst i ly af arbejdstidsslagsmålet, er heldigvis for lidt til at bringe sindene i kog. Så lidt, at det næsten kan være det samme, mener også KL, der desværre ikke drager den eneste logiske konsekvens: At skrotte skidtet.

KL's lønchef Peter Bramsnæs meddelte for et halvt års tid siden de forsamlede kredsformænd, at KL vil have en mærkbar forøgelse af den decentrale lønandel. Man ser gerne seriøse lønforhandlinger bragt helt ud til den enkelte skoleleder. Hvad det skal til for, er der ingen, der aner. Heller ikke KL. Peter Bramsnæs var i hvert fald ikke umiddelbart leveringsdygtig i gode argumenter for ny løn. Jeg har faktisk ikke hørt et eneste til dato. Er der overhovedet nogen, der har? Kom frit frem, lad høre!

Gode argumenter imod ny løn er der derimod nok af. Ny løn vil splitte lærerværelset, nedbryde korpsånden, underminere kerneydelsen og skrue ligestillingen tilbage. Ny løn sætter en tåbelig og uværdig dagsorden for skoledebatten, afleder opmærksomheden fra de vigtige pædagogiske, sociale og kulturelle spørgsmål og præmierer distanceblænderi på bekostning af livsnødvendige bløde kompetencer. Ny løn er kort sagt ren gift for skolens reelle kvaliteter og lærernes psykiske arbejdsmiljø. Der er mig bekendt overhovedet ingen dokumentation for ny løns gavnlige effekt på noget som helst i hverken sundhedssektoren eller den sociale sektor, hvor den allerede har hærget i nogle år. Ny løn vil blive et administrativt mareridt for skoleledelserne, tillidsrepræsentanterne og kredskontorerne, og ny løn vil sluge uanede mængder af arbejdstid. En stor del af landets borgmestre har allerede advaret imod denne udvikling, og det skal lærerne også gøre. Lige nu. I diskussionerne på lærerværelserne, på de overenskomstmøder, der afholdes i disse uger, og hvor de ellers kan komme til det. Højt og tydeligt.

Det burde egentlig ikke være nødvendigt. DLF er jo klart imod en udvidelse af den decentrale løndel. Men DLF var også 100 procent imod enhver beskæring af den individuelle forberedelsestid. Ved forhandlingsbordet kan der handles om alt. Og skal Lærerforeningen holde bedre fast i sin lønpolitik, end den gjorde i sin arbejdstidspolitik, må lærerne holde bedre fast i DLF.

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse