Debat

En konsulent får ordet

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dagbladet Politiken har her i sommervarmen påtaget sig den opgave dagligt at informere læserne ved konsulent i Danmarks Lærerforening, Aksel Kramer, om betydningen af en del af de ordfænomener, som folkeskoleloven har bragt på mode. Den 9. august kom så turen til begrebet undervisningsdifferentiering. Det betyder, fortæller Kramer, at undervisningen skal tilrettelægges, så hver enkelt elev får størst mulig chance for at nå sine mål. Man skal altså tilgodese elevernes forskellighed og tage højde for den i undervisningen. Og andet kan Kramer selvfølgelig ikke sige, dersom han vil fortsætte som konsulent i Lærerforeningen. Men problemet er, at en del læsere kunne finde på at tro på, at Kramer har ret. Det ville medføre to ubehagelige konsekvenser. For det første kunne nogen forledes til at tro, at vore politikere, der notorisk har indrettet folkeskolen således, at den enkelte elev netop ikke får mulighed for at nå sine mål, fordi udeltheden er til for at hindre dette, alligevel ønsker den enkelte tilgodeset med et hokuspokusord ganske vist uden det ringeste indhold og effekt. For det andet kan forældrenes bebrejdelser over ikke at opleve deres børns individualitet sat i centrum ledes fra politikerne over mod lærerne, fordi disse umuligt kan tilgodese den enkelte elev og tage højde for dette i undervisningen med brug af den umuliggjorte undervisningsdifferentiering. Men denne forfærdende sandhed kan en konsulent i Lærerforeningen jo ikke fremføre. En konsulent må selvfølgelig spille spillet til den bitre ende.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler