Det er dybt tragisk gang på gang at læse beretninger fra danske skolefolk, der forsøger at fremhæve New Zealands skolesystem som verdens bedste. Derfor glæder det mig meget at læse det seneste nummer afFolkeskolen, hvor der er et par artikler med et indhold, som jeg kan nikke genkendende til.

For sandheden er jo, at vi intet positivt kan lære af New Zealands samfundsmodel. Men til gengæld kan vi lære alt det, vi ikke skal gøre. New Zealands skolesystem ligger i ruiner, ødelagt af den privatiseringsbølge, der rasede i 1984-1999, hvor liberalisterne havde frit spil, og alt skulle markedsgøres.

I forbindelse med SID's kongres 9.-16. september har vi fået udarbejdet to rapporter, som kan hentes på www.sid.dk. Den ene rapport er udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der belyser, hvad der gik galt i New Zealand. Vi har selv på basis af nogle besøg udarbejdet en rapport, der samtidig beskriver vores politik. Vi konkluderer: Stop al den snak om privatisering og gå i gang med at udvikle den offentlige sektor til gavn for borgerne.

Skolesystemet i New Zealand rystede mig mest, fordi en solid skoleuddannelse er basis for resten af livet. Alt er ødelagt, fordi 2.700 folkeskoler er blevet virksomheder, der skal konkurrere. Lederne bruger deres tid på økonomi, markedsføring, salg og sponsorer. Hvert år bliver skolerne ratet, og de bedste får mest tilskud, mens de dårligste straffes økonomisk.

Det er en ond cirkel. De bedste skoler tiltrækker de bedste lærere, fordi de har 'kunder', der kan og vil betale ekstra for, at deres børn får en god skolegang. Til gengæld har de dårlige skoler svært ved at skaffe lærerkræfter, og det er her, børn fra lavindkomstfamilier og socialt belastede familier må gå. New Zealand har svært ved at skaffe lærere, og man har i en årrække importeret cirka 400 'skolelærere' årligt. Men det er folk uden læreruddannelse, som får en hurtig 'indskoling'. Det er mere en pasningsordning end undervisning.

Alt det skyldes privatisering, 'frit[92]'10valg-model' og 'pengene følger borgerne'. Ting, som vi kan genkende i Venstres politik i Danmark. Det er en utrolig farlig vej. Begge modeller vil betyde, at vores udmærkede folkeskole ad bagdøren bliver privatiseret. Det vil vi ikke være med til, og det vil danskerne heller ikke. De politikere, der er så varme på disse ideer, skulle besøge New Zealand, hvor den Labour-regering, der trådte til i 1999, kæmper en hård kamp for at genskabe en god folkeskole. Blandt andet har den genindført skoledistrikter under voldsom protest fra de rige.

I SID siger vi klart nej til at ødelægge folkeskolen. I stedet ønsker vi, at den skal styrkes til gavn for alle børn.

Steen Andersen

næstformand i Specialarbejderforbundet i Danmark