Jens Østergaard, Nibe, spurgte i sidste nummer af Folkeskolenvores formand Anni Herfort, hvorfor han i dette skoleår har fået over 100 undervisningstimer mere, og hvordan han skal kunne løse sin opgave på en tilfredsstillende måde på disse betingelser.

Formanden svarede blandt andet, at det er 'vanskeligt for mig at vurdere (...) årsagen til, at du har fået flere undervisningstimer'. Endvidere, at 'kvaliteten i undervisningen (...) hænger sammen med de ressourcer, der stilles til rådighed'. Endelig fastslog hun, at nej-sidens kritik imod overenskomsten resulterede i, at der 'lokalt blev mulighed for at tilgodese de mest undervisende lærere gennem tildeling af yderligere individuel tid'.

Da formandens svar efter min mening er både uklart og utilstrækkeligt, skal jeg hermed assistere hende lidt.

Jeg finder det ikke spor vanskeligt at forklare, hvordan Jens Østergaard har fået forøget sin arbejdsbyrde. Han fortæller jo selv i sit indlæg, at han i kompensation for tabt forberedelsestid har fået 20 timers ekstra individuel tid oven i de obligatoriske375 på årsplan. Det vil sige 395 timer i alt til individuel forberedelse af 795 timers undervisning.

Danmarks Lærerforening har således på vegne af Jens Østergaard foræret arbejdsgiverne rundt regnet et par hundrede timers forberedelsestid, og noget af denne tid er kommet tilbage til Jens Østergaard som 100 timers ekstra undervisning. Dertil kommer et ubekendt antal øvrige opgaver, formentlig primært i form af teamsamarbejde og udviklingopgaver.

I stedet for at konstatere, at muligheden for at tildele ekstra individuel tid foreligger, burde formanden efter min mening have haft mod og mandshjerte til rent ud at konstatere, at denne mulighed (heller) ikke i dette tilfælde er blevet brugt i tilstrækkeligt omfang, samt at Jens Østergaard er blevet snydt, så det driver.

Jeg er enig med formanden i, at kvaliteten i undervisningen i høj grad afhænger af de midler, der stilles til rådighed. Hvis Jens Østergaard skal omsætte dette svar til egen virkelighed, betyder det, at han må tage sig selv til rette. Han kan nu med god samvittighed udføre sit arbejde ringere. Lade være med at reflektere så meget over sin praksis, skrue ned på forberedelse og efterbehandling, køre mere på rygmarven. Sænke ambitionsniveauet, kort sagt.

Eneste alternativ er, at han ofrer sig for sit kald og knokler løs i sin fritid. Og det får man trods alt ikke Danmarks Lærerforenings nuværende formandskab til at anbefale åbent.

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse