Anker Boye (Folkeskolen nummer 34) får præciseret dagsordenen, så der reelt er mulighed for at diskutere folkeskolens veje. Men hvorfor diskutere, om vi skal have hulveje eller brolagte veje eller asfalterede veje, når emnet er uaktuelt?

Væsentligste problem i debatten er, hvem der skal belære hvem. Er det politikerne, der skal belære lærerprofessionen? Når politikerne indtager rollen som belærende pædagoger, har de intet andet vidensfundament end deres egne skoleerfaringer fra 1950'erne og tiden forud. Når politikerne benytter 'skoleeksperter', der har erhvervserfaringer med folkeskolen i 1960'erne, bliver diskussionen helt ude af proportioner. De belærende pædagogers veje stammer fra de brolagte vejes tid.

I stedet for at tale ned til folkeskolelærerne er der for politikerne mulighed for at gå i dialog. Der er mulighed for at opfatte hinanden som ligeværdige, hvor politikerne har fingeren på pulsen omkring, hvad folket tænker og mener i den konkrete kommune,mens lærerprofessionen har skoene på, vandrer glad ud ad livets landevej, men med en klar viden om, hvor skoene trykker.

Hvor trykker så skoene nu? Skoene trykker netop i opfattelsen af begreberne planlægning og udvikling. De udleverede sko er for små og giver kun mulighed for små hop på stedet.

I lærerprofessionens didaktiske tænkning følges der op på undervisning ved at evaluere og planlægge og udvikle næste undervisningsforløb. Udviklingen foregår kontinuerligt med de langsigtede didaktiske overvejelser forud for et skoleår og de konkrete og praktiske justeringer i hverdagen. Den professionelle lærer samtænker både de overordnede læseplaner og den faktiske virkelighed, den professionelle lærer både tænker teoretisk og handler særdeles praktisk.

Læreren kommunikerer sin erkendelse ud til forældrene, der kan afgøre, om lærerens udlægning af den faktiske virkelighed svarer til de tilfældige input, som hver forælder sidder inde med. Når de forskellige interessenters (lærerens og de helt konkrete forældres) viden er sammenfaldende, opstår ganske naturligt en gensidig respekt for hinandens opgaver.

Forældrenes respekt for de professionelles arbejde kommer frem gennem skole-hjem-samarbejdet. Det foregår fortrinsvis mundtligt og angår personlige forhold. Læreren har tavshedspligt angående personlige forhold, så de interne informationsstrømme i folkeskolen kommer ikke ned på papir og kommer ikke ud til tredjepart. Politikerne er tredjepart og har overhovedet ikke adgang til de betydningsfulde informationsstrømme.

Styringsmæssigt giver det for politikerne det fundamentale problem, at de skal styre økonomien i uddannelsesinstitutioner, men hvor al væsentlig information om vellykkede undervisningsforløb og om frugtbart samarbejde sidder mellem højre øre og venstre ørehos elever, forældre og lærere.

Det ville i sig selv være spændende, om politikerne erkender, om de lægger øret til en brusende hovedstrøm, eller om de er med på en lytter fra et indtørret flodleje.

Birgitte Borgen Marcussen

Gentofte