Natten mellem den 18. og 19. maj 1993 udviklede nogle voldsomme uroligheder på Nørrebro i København sig til de værste i Danmarkshistorien siden Anden Verdenskrig. Politiet blev angrebet med brosten, og 92 betjente kom til skade. Politiet affyrede 113 skarpe skud mod eller over demonstranterne, og 11 blev ramt.

Nu - seks undersøgelser og syv år senere - er offentligheden stadig ikke meget klogere på, hvad der gik galt. Men nok lidt 'klogere' på systemets evne til at lukke sig beskyttende om sig selv.

Rammen om undersøgelsesforløbet er sat af en statsminister, som dengang - få timer efter de voldsomme begivenheder, og uden at forløbet var undersøgt - meddelte, at politiet havde handlet korrekt ved at bruge skydevåben. Og en justitsminister, som nu - straks efter offentliggørelsen af den seneste 500 sider store undersøgelse - 'tager til efterretning', at 'rapporten ikke finder grundlag for ansvar eller kritik i forhold til berørte enkeltpersoner'.

Man må konstatere, at det forbliver uklart, hvordan politiet kunne få lov til at undersøge sig selv, når den ansvarlige minister gang på gang pointerede, at det ikke ville ske. Man må tage til efterretning, at ministerens og embedsmændenes modstridende forklaringer ikke får nogen konsekvenser. Og man kan registrere, at en departementschef kan klare frisag på grund af tidspres. Han var seks dage om at producere et kommissorium på 21 linjer.

Men det er utrygt, og det virker krænkende på retsbevidstheden, at heller ikke den nyeste undersøgelse svarer på, hvem der i sin tid råbte 'skyd efter benene'. Flere politifolk har over for journalister udpeget en bestemt betjent fra Uropatruljen, men manden blev ikke selv spurgt, da han blev interviewet til den nyeste rapport. Det er ikke acceptabelt i et retssamfund. Den slags giver uklarhed om, hvilke værdier der er de herskende i Danmark. Og det gør det vanskeligt at finde ud af, hvilke værdier der skal og kan gives videre til de næste generationer.

-th