Jeg kunne ikke lade være med at lade mig provokere af Anni Herfort Andersens svar til Kristian Svendsen fra Værløse i Folkeskolen nummer 29/32.

Provokeret af den legende lethed, hvormed hele problematikken vedrørende den lokale ressourcetildeling til folkeskolen bliver gjort til et anliggende om vilje og styrke i de lokale kredse og formandens tillid til samme.

Sådan er verden nemlig ikke skruet sammen.

Min egen kommune har i sommerferien henvendt sig til kommunernes Revisionsafdeling for at få foretaget nøjagtig den samme undersøgelse som i Farum.

Vi kan hurtigt blive enige om, at de penge er dårligt givet ud, men det er tilsyneladende en meget bekvem omvej for en kommune, når den skal have legaliseret sin spareiver.

For når Anni Herfort skriver, at kommunerne altid har kunnet spare, så har hun jo ret, men pointen er blot, at de med Overenskomst 99 i hånden kan stramme skruen endnu en tand, fordi lærernes forberedelsestid nu også er bragt i spil, og vi er vel enige om, at det er en ny mulighed for besparelser.

Det er også en bekvem illusion, hvis formanden tror, at størrelsen af den ressource, der tildeles skolen, er afhængig af den lokale kreds' dygtighed.

Politiske beslutninger og forlig kender deres egne veje!

Tilmed er kredsenes aftalevilkår ved Overenskomst 99 blevet forringet.

Det retter kredsens adgang til en drøftelse om målsætning for kommunens skolevæsen ikke op på.

Vi må konstatere, at kredsniveauet er svækket, og at det er tillidsrepræsentanterne, der i langt højere grad end før bliver ansvarlige for, hvordan skolens tildelte ressourcer skal fordeles.

Men derfra til at sige, at det fremover er den enkelte tillidsrepræsentants vilje og styrke, der kan bringe gode aftaler hjem til lærerne, er der et stykke vej. Så den udlægning bliver vi forhåbentlig sparet for i formandens anstrengelser for at placere ansvaret længere og længere væk fra det bord, hvor vilkårene aftales.

Erik Bierrings

Greve Lærerforening

Svar

Jeg synes, du drejer mine ord om vilje og styrke. Min opfattelse er, at selvom kommunernes ressourcetildeling til skolen i flere år har været stram, så er det alligevel lykkedes mange kredse med vilje, styrke og argumenternes kraft at indgå nogle gode aftaler. Det forhold kan jeg ikke se ændrer sig, fordi vi får en ny aftale. Tværtimod har aftalen sikret, at kommunen fremover skal drøfte de pædagogiske målsætninger med kredsene og sikre, at der er sammenhæng mellem målene og de tildelte ressourcer.

Det vil selvfølgelig ikke være legende let at opnå dette - det er både jeg og hovedstyrelsen meget bevidste om, og vi ved også, at der er kommuner, der vælger et serviceniveau for skolerne, som er beskæmmende. Det må i givet fald synliggøres over for både politikere og forældre. Den ny arbejdstidsaftale giver ikke kommunerne mulighed for at spare uden reduktion i serviceniveauet. Det har jeg også givet udtryk for over for Kommunernes Landsforening (KL) i min kommentar til KL's budgetvejledning.

Jeg arbejder heller ikke for at placere ansvaret - og indflydelsen - så decentralt som muligt, tværtimod. Trods den stigende decentralisering i resten af samfundet er det med den ny arbejdstidsaftale lykkedes foreningen at styrke organisationens samlede indflydelse på den enkelte lærers arbejdsvilkår. Tilsammen har kredsen og tillidsrepræsentanten mulighed for aftaleret på hele lærerpersonalets arbejdstid - det ses ikke mange steder!

Anni Herfort

formand for DLF