I en rivende strøm af højglanspolerede hurraord slår skoleleder Grethe Andersen i Folkeskolen nummer 34 stærkt til lyd for en styrkelse af den systematiske evaluering i folkeskolen. Kun derved kan vi angiveligt »vide, hvad der virker«, »sikre (.) evidens i skolens virksomhed« og »skabe legitimitet såvel indadtil som udadtil«. Samtidig udtrykker Grethe Andersen sin uforbeholdne begejstring over, at ». alle skoleelever skal i det nye skoleår have hver sin elevplan. Det er politisk besluttet og dermed ikke til diskussion«.

Faktum er, at der ikke foreligger en eneste evaluering af elevplaners virkning i folkeskolen. End ikke en lille ynkelig Cepos-statistik, der forsøger at sandsynliggøre, at skoler, der anvender elevplaner, opnår højere gennemsnit eller er bedre til at bryde negativ social arv end skoler, der ikke anvender elevplaner. Alt hvad vi har af »evidens« på feltet, er Grethe Andersens og ganske få andre dybt involverede enkeltpersoners anprisning af egne projekter med elevplaner. Loven om elevplaner i folkeskolen savner med andre ord fuldstændig den evalueringsbetingede legitimitet, som Grethe Andersen netop taler så varmt for. Grethe Andersen argumenterer, som vinden blæser.