Anmeldelse

Moskeer i Danmark

- islam og muslimske bedesteder

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Cirka 200.000 danskere er muslimer. Der findes mange holdninger til islam og muslimer, og med denne bog kan en hel del af disse holdninger korrigeres med viden.

I de første kapitler fortælles om islam i Danmark. Dels om islams komme til landet, dels om hvordan staten forholder sig til muslimer og deres organisationer. En lang række love er på spil, fra grundloven over visumlovene til lokalplansbestemmelser og skolen.

I tredje kapitel fokuseres på, hvem muslimerne er, og på deres egen selvopfattelse. Her gives gode præciseringer af for eksempel begreberne fundamentalisme, islamisme og nyfundamentalisme.

I bogens hovedkapitler fortælles om moskeer i Danmark. Deres opdukken er udtryk for, at islam institutionaliseres. Og det er de aktiviteter og selvforståelser, moskeerne rummer, der her er samlet. Fem til syv procent af muslimerne deltager i fredagsbønnen i en af de 114 moskeer. Men mange flere bruger moskeerne, her er undervisning, klubber, rejsebureauer, hjælp i forbindelse med dødsfald.

I det afsluttende kapitel drøftes status for moskeer og islam i Danmark. Der er masser af bevægelse i de muslimske miljøer, måske også bevægelse, som vil synliggøre nogle mere offensive strategier i det danske politiske og kulturelle miljø.

Bogen kan anbefales, ikke blot til lærere med muslimske børn, men til lærere i hele landet. Islam er en del af det danske, islam har slået rødder og trives i de huse, som moskeerne udgør. Denne bog giver vigtige informationer om børn og deres forældres religion og om samarbejdspartnere og besøgssteder, som kan være interessante for skolens undervisning.