Anmeldelse

Udødelig

- om unge og trafik

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Øjenkontakt og cykelhjelm. For cyklister er det de bedste midler mod ulykker i trafikken, og denne bog for de ældste klassetrin forsøger at styrke holdningen til selv at tage et ansvar.

Stoffet belyses fra en række forskelligartede, debatskabende og særdeles relevante synspunkter. Vi møder Tonni, Jens, Steen, Peter, Dennis, Dorthe og mange andre. Nogle er politifolk, andre er kørelærere, fartbøller - eller døde.

Mette er trafikpsykolog og peger på den stadig stigende individualisering og det manglende ansvar for fællesskabet som en af årsagerne til, at folk bruger deres egen fortolkning af færdselsloven. Frem for blot at overholde loven og respektere det røde lys. Så hendes vurdering er, at der skal en øget kontrol til og flere betjente på gaderne - i modsætning til politiets og færdselsundervisningens ofte bløde oplysningskampagner og formaninger. Her peges også på knallertområdet som lovløst, idet måske 95 procent af knallerterne er tunede og derfor kører 50-60 kilometer i timen i stedet for 30.

Teksterne er omfattende, men særdeles let tilgængelige, og faktabokse og tabeller er med til at underbygge indholdet. Bogen vil være helt oplagt på skolebiblioteket og kan anvendes både i uddrag og i sin helhed. Som underviser kan man også hente udvalgte artikler med henblik på den helt konkrete elevgruppe. Indholdet er helt perfekt til i undervisningen at motivere de ældste elever til at udvikle sig til bedre trafikanter. Især kan der gøres en stor indsats for knallerten, der i forhold til bilen er 75 gange farligere. Færdselslære er også et vigtigt fag.