Frits Rasmussen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Natten mellem den 7. og 8. juli døde Frits efter længere tids sygdom, kun 56 år.

Frits kom til Fjelstrup Skole i 1973 og var en vellidt og respekteret lærer, der satte sit præg på skolen og ydede en stor indsats for blandt andet skolebiblioteket.

Han var samtidig aktiv i lokalsamfundet, hvor han var en værdsat kaptajn for det lokale frivillige brandvæsen. Igennem de sidste ti år var Frits endvidere et loyalt og samvittighedsfuldt medlem af kredsstyrelsen i Christiansfeld-Haderslev Lærerkreds, hvor han ydede en ihærdig indsats som kommunerepræsentant i Christiansfeld Kommune, hvor han ofte måtte slås med nedskæringer og besparelser.

Frits vidste man, hvor man havde. Man var aldrig i tvivl om hans holdninger, men han forfægtede sine synspunkter på en stille og rolig facon og var ikke den, der råbte højt om opnåede resultater. Han fornøjede sig med sit arbejde og var en utrolig god kammerat.

Frits glædede sig over sine to børns liv og færden, og han nåede heldigvis at få budskabet om, at han skulle være morfar til efteråret.

Vores tanker går til Lotte og Morten, som har mistet deres kærlige far.

Æret være Frits' minde.

Christiansfeld-Haderslev Lærerkreds

kreds 93