Debat
De sårbare teamsamarbejder
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
'Tag fat på det sårbare', hedder artiklen i Folkeskolen nummer 30-32, hvor udviklingskonsulent Lise Tingleff Nielsen præsenterer sine tanker omkring de teamsamarbejder, der angiveligt mange steder ikke fungerer efter hensigten. Men i virkeligheden er det selve teamfænomenet, der frembyder sårbarhedens sygdomstegn. De er jo trukket ned over hovederne på lærere, der ikke har haft et behov, som de burde have haft. Og når kunstproduktet så naturligt nok kuldsejler, skal en konsulent på banen med en passende konstrueret forklaring, der skal få lærerne til at føle det behov, de altså ikke kunne få øje på. Sandheden er vel, at teamsamarbejdet først og fremmest skal leve sit eget liv. Det er til for sin egen skyld. Og siden skal en konsulent så fortælle lærerne, at de har et glubende behov for det. Teamsamarbejdet skal være en del af skolens kultur, belærer konsulenten os, der troede, at skolens kultur skulle afspejle en eftertragtet forskellighed, der skulle værnes om. Men skolens kultur skal altså som så meget andet uniformeres, ensgøres. I teamene skal lærerne som kollektivvæsener udvikle deres undervisning, hedder det. Selv om vi godt ved, at vi som nogenlunde tænkende væsener gør dette bedst hver for sig. Og hvad nu, hvis et team finder ud af, at dets undervisning udvikles bedst på baggrund af den delte skole, der som bekendt i modsætning til udeltheden tilgodeser alle elever. Vil konsulenten så belære dette abnormt reaktionære sortskoleteam om, at man ikke skal udvikle sig frem til noget, der gavner eleverne, hvis det samtidig anfægter det ensgørende lighedsideal.
Vagn Madsen
Brønderslev