Som Vagn Madsen skriver i sidste nummer af Folkeskolen er der igen gang i debatten om fordele og ulemper ved niveaudeling i folkeskolen. Anledningen var i denne eftersommer, at en meningsmåling viste, at et ret stort flertal i befolkningen mente, at der er fordele ved at genindføre den delte skole. Selv blandt undervisere skulle der være et flertal.

Men nu er det jo altså sådan, at et flertal godt umiddelbart kan mene, at noget lyder som en god idé, for siden - efter dybere eftertanke og nærmere undersøgelser - at indse, at det var forkert.

Og sådan forholder det sig lige præcis med forslag om genindførelse af opdeling i 'velbegavede' og ikke så 'velbegavede' børn. På trods af at Vagn Madsen, Det konservative Folkeparti og Venstre enten er sammen om deres uvidenhed eller bare stædigt benægter fakta og endda fremturer med skrønen om, at socialdemokrater engang skulle have sagt, at begrundelsen for den udelte skole er, at ingen må lære, hvad ikke alle kan lære. Skolen skal lytte til kendsgerninger, ikke letfærdig ideologi - hverken af den ene eller anden farve. Derfor må i hvert fald vi, der arbejder med undervisning, være forpligtede til at sætte os ind i tilgængelig viden.

Sagen er nemlig, at det ikke bare er menneskeligt og politisk dybt betænkeligt at sortere mennesker i vindere og tabere allerede, mens de er børn. Det er også direkte dumt.

For det første ville mange kloge børn igen uretmæssigt blive sorteret fra, hvis vi gik helt tilbage til den tid i halvtredserne, da skolen stod for sorteringen. Det er nemlig nærmest umuligt at forudse børns udviklingsmuligheder, da det er så svært at skelne mellem, hvad der er børnenes potentialer, og hvad der er deres aktuelle, miljø- og undervisningsbestemte forudsætninger.

For det andet viste erfaringerne i 70'erne, at det gik ud over både fårene og bukkene, når forældrene efterhånden (selvfølgelig) næsten alle valgte højniveau til deres små lam. På højniveau blev lærerbemandingen ringe, mens den bedre - men dyre - lærertæthed på lavniveau ikke kunne opveje ulemperne ved, at eleverne følte sig frasorteret. Det var altså også direkte dårlig økonomi.

For det tredje er der ført bevis for, at det ikke går ud over de dygtige at gå i klasse med de ikke så dygtige, mens det også fagligt er en fordel for de svagere ikke at blive udskilt. Det fremgik af Gladsaxe-forsøgene i 70'erne og er dokumenteret af Danmarks Pædagogiske Instituts undersøgelser i 80'erne, der, præcis som Madsen ønsker det, bruger karaktererne som parameter. Elever i kursusdelte og ikke-kursusdelte klasser opnåede i årene 1980-86 stort set lige gode karakterer ved den fælles 9.-klasse-prøve, endda med et lille plus til ikke-opdelte. Og siden er ambitionerne og lærernes dygtighed til at undervisningsdifferentiere og bruge midlertidige holddannelser steget.

Så der er ingen fakta, der peger bagud mod opdeling. Vejen fremad går gennem endnu bedre differentiering med udgangspunkt i alle elevernes evner.

Tilbage for oplyste niveaudelingstilhængere er kun muggen ideologi.

Jørgen Stampe

formand for DLF's

pædagogiske udvalg