Folkeskolelærere er et underligt folkefærd. De er så mange og besidder så meget magt, men de bruger den sjældent til noget. Vi er så vant til, at vi skal tænke på børnenes hverdag, så vi ofte undgår alt, hvad der minder om konflikt. Det er sjældent, at vi tør stå fast på vores krav, fordi vi er bange for, at børnene skal blive taget som gidsler. Derfor trækker lærerne sig ofte og bøjer nakken og forsøger på bedste vis at få noget godt ud af enhver tænkelig situation - og vi er gode til det. Nu har Kommunernes Landsforening (KL) imidlertid spillet ud med et forslag, der virker så inkompetent, at enhver med blot en smule pædagogisk indsigt må korse sig. Nu skal det være op til den enkelte kommune at bestemme, hvor mange elever der må være i en klasse, hvilke fag der skal undervises i, og hvornår fagene skal tilbydes de enkelte klassetrin. Jeg ved ikke, om det er den dårlige sommer, der har fået KL til at fremsætte et så uigennemtænkt og helt igennem uansvarligt forslag, så jeg mener, at en vis form for reaktion er nødvendig. Man kan ikke kalde en skole for en folkeskole, hvis den kan risikere at blive så uens, at man har svært ved at finde en rød tråd i skoleforløbet. Den danske folkeskole bygger på en bred almen undervisning. Det vil sige, at den enkelte elev stifter bekendtskab med mange forskellige fag og får indblik i den danske kultur, samtidig med at man lærer om andre kulturer, andre måder at leve på, og derved får dannet sin egen mening og holdning til den verden, vi lever i. Den almene grunduddannelse vil KL nu sprænge til atomer i et forsøg på at lefle for en udbredt holdning, der er, måske især fra erhvervslivet, om, at børn allerede fra 1. klasse skal målrettes mo-d bestemte kvalifikationer. Nu skal man i Skagen kunne satse på matematikken ved at tildele mange matematiktimer, mens man i Rønne helst ser, at fremtidens børn er gode til engelsk, og derfor tilbyder engelsk fra 1. klasse. Begge steder er man for øvrigt rørende enige om, at fag som musik, formning og sløjd er aldeles unødvendige. Hvis KL får sin vilje, får vi lige så mange måder at gå i skole på, som der er skoler i landet, og så synes jeg, at vi skulle holde op med at tale om en dansk folkeskole, for den vil i så tilfælde være ikke-eksisterende. Den danske folkeskole har mere end nogensinde brug for, at dens lærere blander sig i debatten og vil fortælle offentligheden, at folkeskolen, som vi alle sammen betaler til, er et sted, hvor man garanterer en vis form for ensartethed, lige meget hvor man bor i landet. Det kan ikke passe, at vores børns fremtid er afhængig af, hvilken kommune de vokser op i.

Lars Søgaard

Assens