I Folkeskolen nummer 32 giver Peter Hess-Nielsen udtryk for sine betænkeligheder i forhold til arbejdet med lærernes professions-ideal, og at han ikke mener, det er fagforeningens opgave.

Jeg er helt uenig.

På åbne kurser, medlemsmøder og også af hans eget indlæg fremgår det jo, at de 11 elementer i professionsidealet ikke beskriver noget nyt, men blot sætter ord på det, som lærerne rent faktisk går og gør i dagligdagen ude på skolerne.

Spørgsmålet er altså bare, om vi skal sige det højt.

Det skal vi, fordi det skal bruges offensivt, når vi skal forklare, hvorfor lærerne så markant afviser arbejdsgiverbestemt individualisering af lønnen, hvorfor lærernes arbejdstid ikke umiddelbart kan sammenlignes med andre gruppers, og hvorfor vore arbejdsgivere efterhånden må bringes til at forstå, at lærerarbejdet nødvendigvis må bygges på gensidig tillid og indholdsstyring frem for arbejdsgivernes hang til minutkontrol og økonomitænkning.

Men også vore kommende kolleger bør vide, hvad de går ind til. Hvorfor man som lærer ikke som andre undervisere blot kan 'nøjes' med at besidde faglige kvalifikationer, men også hver dag - hele tiden - må sætte sin personlighed på spil.

Min opfattelse er altså, at lærerne i Danmark, uanset hvor de er, engagerer sig i hver enkelt elevs udvikling, tager hånd om de svageste, lærer eleverne om demokrati, indgår i et forpligtende forældresamarbejde, gider samarbejdet med kolleger.

Med dette udgangspunkt er idealet altså ikke noget, DLF har skabt - men blot en konstatering af virkeligheden.

Det er selvfølgelig god gammel fagforeningsskik at gå på barrikaderne og råbe nej, men for mig er professionsidealet begrundelsen for, hvorfor lærerne overhovedet stiller sig derop. Både når deres egne arbejdsbetingelser trædes under fode, og med lige så stor entusiasme når der kommer urimelige angreb på den vigtige samfundsinstitution, man kalder folkeskolen.

Derfor er jeg stolt af at være lærer - det behøver ikke at være en hemmelighed.

Ole Holdgaard

medlem af DLF's hovedstyrelse