Efter at have læst indlægget fra Peter Hess-Nielsen i Folkeskolen nummer 30/31/32 og efter igennem længere tid at have spekuleret på fagforeningerne og deres eksistensberettigelse har jeg fået nok!

Fagbevægelserne er til for medlemmerne og ikke omvendt. Jeg har nu været lærer i et år og har derudover i en periode af min studietid været aktiv i Lærerstuderendes Landskreds, og jeg har svært ved at se, hvad DLF gør for sine medlemmer. I stedet for at diskutere noget så åndssvagt som fælles idealer for alle lærere synes jeg, at man skulle bruge kræfterne på noget mere jordnært. Fagforeningen er her for i første omgang at sikre rimelige løn- og arbejdsvilkår. Må jeg foreslå, at man ser på, at alle nye lærere ikke får fuld løn i deres sommerferie. Lærere skal efter seminariet, selv om de har fået job, stille på Arbejdsformidlingen for at udfylde alverdens formularer og blanketter for at få udbetalt almisser. Det er de nye lærere, som jo ellers har nok at gøre med at skulle begynde i nyt job, som man lader vente i op til en halv time i telefonen, når de ringer for at spørge om råd. Ud over det rent bureaukratiske skal man ikke glemme det økonomiske. En nyuddannet lærer får kun, hvad der svarer til en tredjedel af en fuld løn. Og mange nye skal flytte efter deres arbejde og måske købe hus, eller også går der en masse penge til transport. Og det er jo ikke kun i den første ferie, det er galt. Det er først efter to år, at man får ferie med fuld løn. Er det den måde, man byder sine 'kære' medlemmer velkommen på?

Jeg synes, at der er nogen i DLF, som skal få fingeren ud og se at få gjort noget ved de rigtige problemer. Det kan vel ikke være så svært at få solgt en af de fede kursusejendomme, hvor I holder møder om fælles idealer, og så dele pengene ud til de nye medlemmer. Det er jo os, der kommer til at betale de næste mange år.

Jakob Henningsen

Søndre Bjert Centralskole