Fornuften er altid nogens fornuft. Den skolefaglige forskning i lærerhøjskoleregi er slut, DPU (Danmarks Pædagogiske Universitet) bliver den nye fornuft, og her søger rektor Lars-Henrik Schmidt hen imod et nyt forskningsbegreb. På lærerhøjskolen siger man, at der ikke findes én totalt dækkende definition, så her anes et spændingsfelt, som lektor Gunnar Witt puster til i Folkeskolen nummer 29-32 ved at konstatere, at forskning og udviklingsarbejde hører sammen. Han advarer den ny DPU-leder om tilbageslag i forskningen, hvis adskillelsen føres ud i livet! Så hvis fornuft er det nu værd at satse på, kunne menigmand spørge om.

Tilsyneladende søsatte lærerhøjskolen et treårigt fornuftsprodukt med sit forsknings- og udviklingsprogram: 'Skolefag, læring og dannelse i det 21. århundrede'. På deres hjemmeside opdateret februar 2000 er selvforståelsen af projektet, at det bliver en tænketank og et diskussionsforum, som brugerne i skolen vil kunne trække på. Tak for tilbuddet, siger vi på brugerplan, og vi bliver glade ved tanken om, at bevillingskronerne til forskning ikke blev givet til den form for forskning, nogen har betegnet som 'højt teknificeret produktion af skuffeprodukter'.

Jeg antager, at der må kunne placeres et ansvar for konsekvenserne af forskningen igennem tre år? Forskningens optakt til brugervenlighed må betyde, at der fra lærerhøjskolen nu eller i nærmeste fremtid om ikke ligger grydeklare forslag til praksisforbedring, så må der dog foreligge en række konkrete analyser, der muliggør bestemte pædagogiske forslag eller en bestemt pædagogisk metode? Ingen lærere forventer at kunne bruge resultaterne i tredje time på tirsdag, for selvfølgelig vil en forskning stagnere, hvis den indskrænker sig til løsning af praktiske problemer, men det ville være rart for lærerne, hvis teoretiske forklaringer opløste spændingen mellem teorien og den praktiske hverdag, at der var en sammenhæng, fordi forskningen udarbejder teorier til forklaring af de forhold, som giver praktikeren de daglige problemer.

I en del år efterhånden har lærerne levet med pædagogiske påhit, som det er svært eller umuligt at leve op til. Er disse krav kommet, fordi forskningen er politisk og belastet af ikke at være værdifri? Undervisningsdifferentiering, læring og ansvar for samme, og meget andet fra den pædagogiske godtepose flyver rundt og gør lærerlivet lidt for lunefuldt, fordi sammenhængen mellem teori og praksis ikke er indlysende. Man må støtte enhver bestræbelse, der tydeliggør denne sammenhæng, så forhåbentlig er den nye DPU-konstruktion begyndelsen til en omfattende indholdsdiskussion, der fastslår, hvad vi har brug for at vide noget mere om, inden vi pålægger lærerne et udviklingsmål, der forbedrer folkeskolens samlede produkt.

Torben Thomsen

Aars