Som samfundet og skolen har udviklet sig, er samarbejdet med forældrene blevet mere og mere nødvendigt. Sikkert også sværere - eller i hvert fald vanskeligt på en ny måde. Før gik børn i skole sammen, og lærerne skulle formidle kulturarven og give dem nyttige kundskaber. Men hvor det før kunne være et problem, at forældre frygtede skolen og lærerne, så er problemet nu mange steder, at nogle forældre har urealistiske forventninger til, hvad skolen skal og kan klare.

Før var folkeskolen samfundets fælles skole, men i dag opfattes den af flere og flere som en kommunal service. Et kommunalt forbrugsgode, man kan klage over, på samme måde som der kan klages over snerydningen og rådhusets åbningstider.

'Folkeskolen er den kommunale skole, der tilbyder undervisning efter denne lov', stod der tidligere i loven. Men med den gældende lov blev folkeskolen i 1993 reduceret til 'en kommunal opgave'. Så samfundsborgerne, som nu kaldes brugere, har noget at have deres opfattelse af skolen som et serviceorgan i. Hvis et eller andet ikke er i orden, behøver man ikke gå ind i et samarbejde om at ændre på forholdene. Man kan bare klage. Og hvis servicen ikke straks forbedres, kan man altid skifte til en anden butik.

Heldigvis er det langtfra det hele og fulde billede af folkeskolen. Masser af lærere og forældre arbejder tæt og godt sammen, og forældre skal selvfølgelig kunne klage over noget, der foregår i skolen. Men det er en farlig tendens, hvis det er det første, der sker, når ønskebarnet møder den mindste modstand.

Der kan ikke drives skole på en god måde, hvis forældre kræver, at lærerne skal servicere eleverne på samme måde, som man foran curlingstenen skal løbe baglæns for at feje selv den mindste forhindring væk. Tværtimod kan det være med til at forstyrre elevernes læring og selvopfattelse. For selv om lysten driver meget af værket, så kan det også være svært at lære nyt. Det er i forstyrrelsen af de vante opfattelser, at læringen sker - både socialt og fagligt. Det er her, det besværlige, spændende og forbavsende nye læres. Uanset om det gælder læsningens mysterium, det stumme d eller håndtering af følelser, uenighed og venskab. Og det kræver, at læreren træder i karakter - både med faglige og sociale udfordringer og krav.

Også af de grunde er det svært at tage formuleringen om elevens ansvar for egen læring alvorligt som andet end et ideal eller en forhåbning. Det kan ikke være hovedprincippet i skolen. For selvfølgelig kan det være fristende for en elev at melde sig ud af både undervisning og læring, når det begynder at gøre ondt i anstrengelsen. Man kan ikke slå højderekorder og springe over, hvor gærdet er lavest, på samme tid.

Det er rigtigt, at læreren skal tage udgangspunkt i det enkelte barn. Det er også både rigtigt og vigtigt, at eleverne ikke lider nederlag i skolen. Men, som rektoren på Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars-Henrik Schmidt, har sagt det til Folkeskolen: det er altså ikke det samme som elevens ret til succes - hver gang. Det bliver det bare nemt til i den mere primitive del af den pædagogiske og politiske debat.

For at modvirke de tendenser er det vigtigt at diskutere samfundets og skolens værdier og de idealer, der bør gælde for lærerprofessionen. Det er en af forudsætningerne for at indgå i en ægte dialog om folkeskolen.

-th

Læs side 6-9

Folkeskolen som en service, man kan klage over, på samme måde som der klages over den kommunale snerydning