Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ved Margit Schaleck
For 50 år siden
Kongens Sarkofag
Den endelige Opgørelse af Indsamlingen til Kong Christian X's Marmorsarkofag viser et Beløb paa 312.123.90 Kr, heraf indkom 107.652.70 Kr eller over 1/3 af Beløbet ved Mærkat-Salget gennem Skolerne.
Lærebøgerne i Geografi
vil nu blive revideret af Foreningen 'Norden', der har nedsat et Udvalg med den Hensigt at faa fjernet Misforstaaelser og faa de nordiske Lande behandlet som en Helhed.
Folkeskolen nummer 32
august 1948
For 25 år siden
De nødvendige lærere
I snart en menneskealder - siden engang i fyrrerne - har folkeskolens store problem været, hvordan der skulle skaffes lærere nok, så det er ikke sært, om det falder nogen svært pludselig at omstille sig til tanken om en truende overproduktion.
Ikke desto mindre er det nødvendigt.
I Sverige, hvis fodspor vi troligt trasker i, stikker man allerede dybt i problemet, herhjemme lyser faresignalet rødt for gruppen af akademisk uddannede lærere, og for første gang i umindelige tider har gennemgående overskrifter i dagspressen proklameret: nyt skoleår uden mangel på lærere.
Forholdet er det, at spareoffensiven huggede kraftigt ind på lærermangelen, og selv om et betydeligt antal stillinger fortsat bestrides af uuddannede og ved overtimer, så har de sidste to års animering af seminariekapaciteten givet en forskel på af- og tilgang inden for folkeskolen, der gør sig gældende med stærkt stigende effekt.
Foreningens formand har hejst faresignalet og ved udtalelser i dagspressen givet udtryk for, at lærermangelen antagelig vil være overstået i 1975. Derfor må man træffe forholdsregler, således at man ikke reducerer lærermangelen ved at forringe de pædagogiske vilkår i folkeskolen.
Folkeskolen nummer 34
august 1973