'Så gik menneskejagten ind', sagde en kollega til mig om morgenen onsdag den 13. august, efter at en Mads Hermansen i Radioavisen havde fortalt om, hvilke lærere der ikke længere kunne være i folkeskolen.

Den 'rene' skole for de 'rene' lærere. Så kan vi vist ikke komme længere ud.

Jeg hører til de lærere, der kan huske, hvordan vi i 70'erne måtte øve selvcensur og belægge vores ord, fordi vi var imod EU, atomvåben og forurening. Det var ikke let at være lærer med de holdninger. Vi flyttede os eller 'blev flyttet' fra nogle job i de år. Kolleger, der var enige med os, tav, for de skulle ikke risikere noget. Det var forståeligt. Vi kunne ikke selv tie. Og det kan jeg stadig ikke.

Martin Niemüllers ord hjalp mange, når nøden og konsekvenserne af at tale var størst, og så kunne vi lidt igen. De kan stadig hjælpe:

'Da fascisterne hentede kommunisterne, tav jeg, jeg var jo ikke kommunist.

Da de spærrede socialdemokraterne inde, tav jeg, jeg var jo ikke socialdemokrat.

Da de hentede katolikkerne, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke katolik.

Da de hentede mig, var der ingen mere, som kunne protestere'.

Siden den nye folkeskolelov er 'kommet på gaden', har der været afholdt 117 undersøgelser og kvalitetsvurderinger af folkeskolen og lærerne. Bestillingsarbejde, der skal bekræfte den nye lovs fortræffeligheder og afsløre de gamle læreres bagstræb.

Hvor finder 'man' de åndsamøber, der vil lade sig bruge i dette spil for usselt mammon?

Den nye folkeskolelov har på mange måder bombet skoleudviklingen tilbage til 'stenalderen'. De få gode ideer, den rummer, var vi jo allerede i gang med at praktisere, men med lovens tvang på uendelig mange områder får vi ingen ro til at videreudvikle de gode ideer. Den nye skolelov har i sit kølvand medbragt en gammelkendt 'skabsstalinisme', som østlandene for længst har forladt, og som afskærer almindelig sund fornuft i at brede sig i folkeskolen.

Det skal nu kriminaliseres at være en gammel lærer, der kan gennemskue den nye skolelovs hulheder, fordi man er så formastelig at medinddrage et langt lærerlivs mangfoldighed af erfaringer i vurderingen af 'det nye'.

Åndsamøber har der altid været. Det er bare besynderligt, som de gennem de senere år har indtaget folkeskolen som deres tumleplads. De er ikke ufarlige. De er ikke apolitiske. De er i høj grad både farlige og meget politiske. De er ude i et ærinde, som ikke handler om dansk skole- og demokratitradition, og derfor skal de både afvises, bekæmpes og afsløres som de åndelige undermålere, de er.

Jeg tør godt sætte mit job på spil for at få kanaliseret lærernes meninger og erfaringer med den nye skolelov 'ud'. Vi 'gamle' har nemlig noget at fortælle, som åndsamøberne aldrig spørger om.

Elise Larsen

Aabenraa