Jeg gider næsten ikke begynde efter ferien. Selv efter en sommer, der trods alt viste, at 'Hjertet inderst er pure guld (. . .)'. Gider ikke trække mig selv op. Engagere mig. Udbrændthed? Overhovedet ikke! Nej, og det er heller ikke, fordi jeg skal fortsætte med at undervise og opdrage 3.a med ti piger og tretten drenge til 'livsduelighed' - format og ikke mindst anstændighed - en af livets mest oversete men vigtigste egenskaber! Slet ikke! Selv om det kræver sin mand/kvinde! For det relaterer til virkeligheden. Man kan forholde sig til det. Det er et åbent spil. Vi har alle 48 ben solidt plantet på moder jord. Selv om det ikke er samtidigt - altid! Det, der derimod tapper lysten - energien - er alt det andet. Udenværkerne! Dette åg af pålagte 'aktiviteter', der truer med at gøre mig til en pædagogisk tremmekalv. Der stadig gør det at undervise mere og mere indviklet. Dette fortænkte pædagogiske koncept, der blandt andet indebærer et mødedelirium om alt og intet! Som er blevet et lig i lasten, der stinker mere og mere.

Og selv om tidsåndens kulturpolitiske og pædagogiske jesuitter med deres teorier og anskuelser faktisk rager mig en høstblomst, generer det mig alligevel, fordi de er direkte årsag til, at en for stor del af mit skoleliv er spildtid - foregår i tomgang! Tid, jeg langt bedre kunne anvende til kreativ tænkning - samtaler - oplevelser af naturen. Så jeg ville blive en bedre lærer.

For inderst inde ved vi jo godt, at det centrale i al undervisning er, når 'ene- og katederlæreren' fortæller - forklarer - agerer!

Niels Christian Christensen

Bagterpskolen, Hjørring