Debat
Samarbejde er bedre end bagtalelse
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Som nyuddannet lærer har jeg blandt andet fået den fornøjelse at undervise i kristendom. Derfor var det nok en erhvervsskade, da et bibelcitat fløj ind i hovedet på mig, mens jeg læste Anja Møller-Sørensens læserbrev i Folkeskolen nummer 26-28. Citatet er fra Matthæus og lyder: »Døm ikke, for at du ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med .«.
Møller-Sørensen taler børnenes sag. Deres ve og vel er hendes hjertesag. Derfor er hun indigneret over de af hendes kolleger, der er ligeglade med børnenes fremtidsmuligheder. Hun forstår godt, at forældrene bliver frustrerede over dem.
Men hvad er baggrunden for hendes negative vurdering af kollegerne? Hun siger, at hun »kan nikke genkendende« til forældrenes udsagn om den lærer, der ikke prøver at løse konflikter, om ham, der er doven og taler grimt til børnene, eller hende, der aldrig er i skole. Eller for den sags skyld ham, der kun gider de dygtige børn.
Jeg siger ikke, at hun tager fejl, men hendes konklusioner virker på mig forhastede, lemfældige og selvhævdende. Det er så let at se andres fejl og overse ens egne. Tror Møller-Sørensen, at hun selv er fejlfri? Har hun tænkt over, hvad hendes ukollegiale indstilling betyder for børnene?
Det betyder, at børnene bliver utrygge. De kan mærke, at lærerne ikke står sammen, men bekæmper eller mobber hinanden, når de burde samarbejde. Derved opdager børnene, at de kan spille lærere ud mod hinanden og selv tage styringen, hvilket igen kan betyde mere plads til mobning blandt elever.
Kære Anja Møller-Sørensen, jeg tror ikke, at du med dit læserbrev fremmer den gode undervisning og læring på din skole. Jeg er overbevist om, at det ville være bedre, hvis du havde taget en snak med de pågældende lærere om de mulige situationer, du har oplevet som utilfredsstillende. Det fører ingen positive ting med sig at udstille dem i et læserbrev.