Maos kulturrevolution, hvis mareridtsagtige scener specielt udspillede sig i årene fra 1966 til '69, skulle være opgøret med gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gammel tænkemåde. Allerede den anden måned bød på angreb på lærere og forældre. Folk blev tortureret og henrettet, alene fordi de var autoriteter eller på grundlag af løse rygter. Selvfølgelig uden nogen form for reel rettergang. Ingen kunne vide sig sikker. Det var et opgør, der også i Danmark fascinerede mange.

Tanken om, at mennesker skal kunne dømmes uden anden grund end rygter om vedkommende, og at man kan bruge de unge til at fremme ens interesser, dukker op igen. Når den så kommer fra en kollega, må det skyldes mindst en af følgende: Idioti, historieløshed, manglende erfaring eller en fast overbevisning om ikke at kunne blive ramt selv.

Jeg tænker naturligvis på et indlæg af Anja Møller-Sørensen i Folkeskolen nummer 26-28. Et par uger efter frifindelsen af en kollega ved Østre Landsret for påstået blufærdighedskrænkelse - manden var først på grundlag af rygter blevet dømt skyldig ved byretten - slår hun til lyd for, at vi ikke skal acceptere lærere i folkeskolen, som ikke passer ind i hendes kram. De skal fyres på grundlag af »ting, som flyver rundt i lokalet«. Pas på, Anja, du går ikke ram forbi. Som lærer og bosiddende i en lille by erfarer man hurtigt, at der flyver historier rundt om samtlige lærere.

I misforstået, egoistisk loyalitet med børnene overser hun, at det er i den positive indstilling til skolen og lærerne over for børnene, at man som forældre kan nå gode resultater. Uden forældreopbakning duer det ikke, og det samme kan selvfølgelig siges om kollegial opbakning og tillid, som i nævnte kollegas tilfælde åbenbart var et argument for frifindelse.