Det var med stille undren og et vist ubehag, at jeg læste Anja Møller-Sørensens opråb til den danske lærerstand, eller hvem indlægget nu er henvendt til (Folkeskolen nummer 26-28).

Hvad er formålet egentlig?

Hun reagerer på udsagn fra forældre om denne eller hin lærer, som åbenbart er vejet og fundet for let. Antallet af uduelige, som ikke gider deres job, synes at være ganske stort, kan jeg forstå.

Elever og deres forældre er naturligt meget interesserede i, hvem klassen skal undervises af, men somme tider har snakken efter fagfordelingen tendens til at gå i selvsving, og forestillinger om lærer ditten eller datten bliver luftet.

Spurgte hun mon, om det var noget selvoplevet, eller noget man havde hørt?

Efter ganske mange år i lærergerningen er det nu min erfaring, at de allerfleste lærere arbejder dygtigt, seriøst og engageret, at de fleste gider både jobbet og børnene. Og jeg tror, at det er en generel indstilling i både Sæby, Nyborg og Præstø.

Dog findes der selvfølgelig lærere, som ikke klarer opgaven helt som ønsket, ligesom det er tilfældet inden for alle andre erhverv.

Hvor går man så hen med sin kritik?

Til lægens, automekanikerens eller lærerens fagblad?

Ville det ikke være mest naturligt og rigtigt at rette henvendelse til den pågældende selv for at få en forklaring på de forhold, som man undrer sig over?

Kritik er ingen skade til, især hvis den er konstruktiv, men hendes indlæg er uhåndgribeligt og utryghedsskabende og giver forestillinger om store problemer i lærerstanden.

Det har ingen af os brug for, og et sådant indlæg kan misbruges af allestedsnærværende opportunister.