Folkeskolens leder:

En kikset start

Historiekanon.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det gode ved Bertel Haarders initiativ på historieområdet er, at fagets nye status som prøvefag kan være med til at give det den opmærksomhed og prestige, som det mangler i dag. Det er også et fornemt mål, at undervisningen skal give eleverne sammenhængsforståelse og viden om historiens kronologi. Men den nye status bør anvendes rigtigt, og det sker vist desværre ikke.

I den rapport, som undervisningsministeren valgte at offentliggøre midt i skolernes sommerferie, sætter udvalget fingeren på en række ømme punkter og peger på de uheldige virkninger, som fagets mange trinmål har medført. Men svaret på ministerens bestilling af en historiekanon har givet en lige så kikset start, som man kunne frygte. Og udvalgets liste med 29 »væsentlige begivenheder« fra Ertebøllekulturen til Globalisering viser, hvor håbløs hele ideen er. Hvorfor er nazismen ikke med? er der blevet spurgt. Hvor er Holocaust og Den Kolde Krig? Og hvorfor mangler ...? lød det omgående og særdeles relevant fra mange.

Ministerens svar er ynkeligt. »Holocaust skal ikke med, for vi har jo kanonpunktet »den 29. august 1943«, som vil være en god anledning til at tale om det«, svarede han og demonstrerede dermed endnu en gang håbløsheden i projektet. Den statsautoriserede historiekanon skal bruges som anledning til at gå baglæns til andre og måske mere væsentlige begivenheder og forløb. Jamen, hvor tåbeligt kan man dog tillade sig at argumentere og regere?

Desværre kan regeringen komme igennem med kanonprojektet, fordi den råder over et flertal i Folketinget. Men formålet med undervisningsprojektet vil ikke lykkes. Der er nemlig ingen erfaringer og ingen forskning, der viser, at en kanon giver sammenhængsforståelse og kronologisk overblik.

-th