Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er ikke på grund af Kommunernes Landsforening (KL), at lærerne kan lide deres arbejde.
I en undersøgelse, foreningen har foretaget i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten, tilkendegiver mere end 90 procent af lærerne, at de er glade for deres arbejde. Undervisningen og samværet med eleverne er afgørende for deres tilfredshed. Ligeledes udtrykker lærerne tilfredshed med samarbejdet med forældrene.
Derimod finder mere end 80 procent af lærene, at kommunerne ikke værdsætter deres arbejde. Og det er bestemt ikke så sært, når man nu igen igen har kunnet opleve en af lærernes toparbejdsgivere på krigsstien!
Næstformand i KL, borgmester Anker Boye fra Odense, lufter i en artikel i Jyllands-Posten 19. juli sin evigt tilbagevendende aversion mod lærerstanden. Artiklen omhandler løn til chefer og menige i kommunerne. Anker Boye er citeret som følger: 'Vi kommer til at prioritere på en helt anden måde. Således vil hele ældreområdet blive prioriteret højt. Og det vil over ti år også komme til at påvirke lønudviklingen her, hvor medarbejderne ikke er særlig godt lønnet. Til gengæld risikerer en gruppe som folkeskolelærerne, der har siddet på en piedestal - men i dag har mistet anseelse i befolkningen - at det også smitter af på den fremtidige udvikling i deres løn'.
Et så negativt værdiladet ordvalg om lærerstanden tillader kommunernes topmand sig altså. Det er min påstand, at en sådan adfærd fra Boyes side legitimerer en uprofessionel arbejdsgiveradfærd over for lærerne i kommunerne. Heldigvis benytter alle kommuner sig ikke af så respektløs adfærd over for deres lærere, som en af KL's topfolk lægger op til.
Helen Sørensen
kredsformand for Herningegnens Lærerforening