Da jeg var dreng, drømte jeg som de fleste andre om, hvad jeg skulle lave, når jeg engang blev stor. Det skulle være noget farligt, noget med udfordringer. Brandmand og dykker blev kasseret med det samme, men hvad med faldskærmsudspringer eller bjergbestiger. Eller skulle jeg forsøge mig som krokodilletæmmer eller løvetæmmer? Intet af det føltes helt rigtigt.

Men så var det, at jeg fik øje på folkeskolen. Her var virkelig et job, der så ud til at rumme alt, hvad hjertet kunne begære, og jeg skal love for, at mine forventninger til fulde er blevet indfriet. Det har næsten været for meget af det gode. Hvad jeg har oplevet i min tid i folkeskolen, kan få enhver stuntman til at blegne af skræk: kovendinger, kragehop, badutspring, forandringer i en rivende strøm, der får et persisk gedemarked til at ligne en velordnet søndagsskole og en orkan til at virke som en stille brise.

I dag sidder jeg så fortumlet og forvirret. Jeg føler mig, som om jeg har siddet i Det Gyldne Tårn i Tivoli i lange tider. Jeg farer op og ned med stor fart, men jeg kommer ikke ud af stedet.

Jeg åbner hver torsdag med bævende hjerte og rystende hånd Folkeskolen. Hvilke nye tiltag skal jeg nu læse om? Klare Mål, styrkelse af ledelsen, forandringsparathed, kvalitetsstjerner, gode cirkler, den rummelige folkeskole og meget, meget andet. Samlingen af flotte ord og begreber er stor.

Ingen vil vel benægte, at forandringer er nødvendige, hvem vil ikke være med til at forsøge på at gøre tingene endnu bedre, hvordan det så kan lade sig gøre, når vi allerede har verdens bedste folkeskole. Men hvorfor kan vi ikke mere få lov til at bruge den erfaring, vi har samlet gennem årene, for det er en kendsgerning, at det, jeg har fundet ud af virker, ofte ikke stemmer overens med det, man forlanger af mig.

Måske skulle jeg alligevel forsøge mig som krokodillejæger.

Krokodiller ved man da, hvad er.

Peter Frederiksen

Grindsted