Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Monika Stabel Nilsen og Amdi Christiansen, Holstebroegnens Lærerkreds, spurgte i Folkeskolen nummer 25-26 undertegnede, hvad jeg 'vil', og opfordrede mig til at arbejde 'mere konstruktivt fremover i stedet for at så splid'. Anledningen er, at jeg her i bladet har spurgt, hvordan det så er gået med udmøntningen af den nye overenskomst for så vidt angår de mest undervisende læreres arbejdsvilkår.
Lad mig rekapitulere: De sidste ti års udvikling i folkeskolen har medført store forskelle i arbejdsvilkårene lærerne imellem. Arbejdsgiverne har indført stærkt ressourcekrævende, mere hierarkiske ledelsesformer; de ønsker at anvende lønnen som et ledelsesinstrument og arbejder målrettet på at få skovlen under lærerkulturen. Skolens fysiske rammer skriger på penge, og såkaldte 'særlige ansvarsområder' uden for kerneydelsen tiltvinger sig stadig større midler såvel tids- som lønmæssigt. Presset imod ressourcerne til undervisningen er enormt. Lærernes sammenhold er sat på prøve.
Der er gennem nogen tid blevet peget på risikoen for, at de mest undervisende lærere kommer i klemme. Det blev op til overenskomstforhandlingerne afvist af Danmarks Lærerforening som en urimelig bekymring. Naturligvis ville man ikke svigte her, og ethvert angreb på F-tiden ville være konfliktgrund. Under selve forhandlingerne hed det sig, at nej-sidens 'skræmmebilleder' udsprang af dens manglende evne til at regne rigtigt. Da forhandlingerne så var tilendebragt, og aftalen med nød og næppe var bragt i hus, mente ja-siden, at bekymringerne på de mest undervisendes vegne var udtryk for ubegrundet mistillid til arbejdsgiverne. Den lokale udmøntning ville redde de mest undervisendes forberedelsestid, hævdede man. Og nu, da udmøntningen har fundet sted, ses resultatet som en fuldbyrdet kendsgerning, som vi bare må lære at leve med, jo før jo bedre. Summa summarum: Indtil i går var det for tidligt at snakke om de mest undervisendes situation, og i dag er det for sent.
Vi har været igennem et heftigt forløb. Ingen kan vide, hvor vi havde været i dag, hvis nej-siden havde fået sin vilje, og vi havde været igennem en konflikt. Jeg skal nok vare mig for at påstå, at så havde alt været såre godt. Men nu er vi altså havnet her. Jeg vil gøre status: Hvor er vi henne? Og var det her, vi ville hen?
Niels Christian Sauer
medlem af DLF's hovedstyrelse
