Den arbejdende lærer i klassen møder det hvert år i august ved skolestart. De topstyrede pædagogiske, psykologiske og sociale tjenester rykker ud og docerer ansvar for egen læring, nedvurderer specialundervisning og meddeler foragt for et for stort antal børn anbragt der og underforstår, at det skyldes lærersvigt og fejlagtige metoder. Bogligheden lægges for had, og løsningen er tilbud om mere praktisk kreativitet.

Kamæleonagtigt tager disse undersøgere farve efter en kortlægning af alt fra intelligens til forskellige personlige og sociale forhold og giver indtryk af videnskabelighed, i hvert fald så overbevisende, at et flertal af lærere bliver konfliktskyende og fastslår, at de ikke skal have ørerne i maskinen, for de har nok at gøre med at fungere i dagligdagen.

Forældrene på den anden side klager over uro i klassen, manglende fagligt niveau, og hvis det pædagogiske hierarki forholder sig til sådanne udsagn, lyder løsningen nem: Der skal blot tilføres flere økonomiske ressourcer til genopretning af ro og faglighed.

Selv om den undervisende lærer er i levende kontakt med væsentlige strømninger og vækstpunkter i nutiden og er et levende eksempel på, at indlæring foregår gennem indsigt, så udtaler formanden for Børnerådet, professor Per Schultz Jørgensen, til Politiken 2. august, at 'børn skal have langt større muligheder for at definere deres egne 'færdselsregler' for at forbedre trivsel og fagligt afkast'.

Jeg siger nej tak til dette syn på børnelivet, for man finder ikke meningen med livet ved at realisere sig selv, men ved at række ud over sig selv mod noget højere. Her er den undervisende lærer igangsætteren og metodisk inspiration, så eleven påtager sig en livsopgave eller arbejder med at tilegne sig et livssyn. Man må have noget at tro på. Alt andet er at svigte kommende generationer.

Torben Thomsen

Aars