Det er tragisk at erfare, at en såkaldt ekspertgruppe nu anbefaler, at folkeskolerne skal underkastes en undersøgelse sættes under lup op til hvert kommende kommunevalg. For nok hedder det, at formålet er at »fremme dialogen mellem skole, forvaltning og kommunalpolitikere«. Der skulle angiveligt for tiden hvile en kvælende konsensus (enighed) mellem de tre nævnte parter, der igen bevirker, at det »ikke er pænt at sætte spørgsmålstegn ved lærernes måde at gøre tingene på«. Men hvis nogen nu troede, at det var en dialog, det hele handler om at starte, bør man altså bemærke, at det i virkeligheden handler om at lancere en metode til at sætte kommunalpolitikere og forvaltninger i stand til at øve kritik over for lærernes manglende evner til at hæve det faglige uddannelsesniveau op til fordums højder i en skole, der, som enhver ved, netop er indrettet på at sænke det faglige niveau. Det handler altså reelt om igen at give politikerne mulighed for at smyge ansvaret fra sig og placere det tungt på de lærere, der vitterligt ikke kan bryde igennem udelthedens fordummelsesværn. Og lærernes egen forening har gang på gang sidst i Politiken i et interview med Ole Holdgaard fastslået, at det at tage udgangspunkt i hver enkelt elev i de nok så uens sammensatte, udelte og rummelighedsbelastede klasser skam er muligt, alene fordi det jo kræves i folkeskoleloven. Og når bare en umulighed har fundet vej ind i en lovtekst, bliver det pludselig praktisabelt. Så lærerne skal altså ikke vente nogen som helst reaktion fra deres forening mod uforskyldt at få pålagt et ansvar, som rettelig bør hvile på politikernes skuldre. Nok taler formanden for KLs børne- og kulturudvalg, Bjørn Dahl, om, at kommunerne skal tage ansvar. Men her handler det om ansvaret for at føre tilsyn og ikke om ansvaret for folkeskolen uduelighed som skole.