Folkeskolens leder:

Utilladeligt dårligt

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

MATEMATIKKARAKTERER. »Det er utilladeligt dårligt, at så mange elever får så lidt ud af undervisningen«, sagde undervisningsminister Bertel Haarder, da Nordjyske Stiftstidende i sidste uge kunne fortælle, hvor mange elever der har fået karakterer under 6 ved folkeskolens afgangsprøve i skriftlig matematik. Helt forudsigeligt flippede Dansk Folkepartis Louise Frevert straks ud over den elendige faglighed, og De Konservatives skoleordfører, Carina Christensen, sagde, at »hvis tallene holder stik, er det fuldstændigt uacceptabelt«, og krævede, at der straks nedsættes et ekspertudvalg.

Tallene holder. Men nyheden er slet ikke en nyhed. Den har længe kunnet læses på Undervisningsministeriets hjemmeside. Og de lave karakterer er såmænd udtryk for regeringens politik, forklarede ministeriets fagkonsulent for matematik det i torsdags til folkeskolen.dk

»Én af måderne at opnå øget faglighed på er ved at skærpe de faglige krav«, sagde han. Og det har ministeriet gjort ved den afsluttende matematikprøve. Derfor forventer konsulenten også, at eleverne om nogle år vil få højere karakterer, efterhånden som den øgede faglighed slår igennem blandt andet på grund af flere matematiktimer i de yngste klasser.

Og det er jo en helt anden historie.

Måske kan man ikke bebrejde ministeren og de to ordførere, at de ikke kender alle konsekvenser af regeringens politik. Men det ville have klædt dem, hvis de havde ventet med at udtale sig, indtil de havde fået forklaret sammenhængene af folk med forstand på sagen. Og det ville have sparet offentligheden for endnu en alarmhistorie om folkeskolen uden bund i virkeligheden.

Velkommen til et nyt skoleår.

-th