I juni udgav Kommunernes Landsforening, KL, i samarbejde med Børne- og Kulturchefforeningen en rapport om, hvordan lærermanglen i folkeskolen skal imødegås.

Jeg havde forventet inspirerende og konkrete forslag til initiativer, som enhver ansvarlig kommune straks kunne sætte i værk.

Men rapporten var skuffende, fordi enhver kommune og enhver kreds, der har drøftet mulighederne i forhold til seniorpolitik og til fastholdelse af nye lærere, nødvendigvis må have berørt alle de forslag, rapporten berører. Når det alligevel er beskedent, hvad der er sket, skyldes det kommunernes manglende vilje til at betale, hvad det koster.

Rapporten nævner, at mange af forslagene koster penge, men det er tilsyneladende ikke forstået af de uden tvivl velmenende folk bag rapporten, at det er hovedproblemet.

Det, der mangler, er den politiske vilje til at betale for et ordentligt arbejdsmiljø.

Det problem forholder rapporten sig ikke til, men der henvises til, at nogle af forslagene kan finansieres over overenskomsten (vi skal altså selv betale for at løse arbejdsgivernes problem).

Arbejdstidsaftalen skamroses som det redskab, der giver mulighed for at sikre fleksible (her forstået som gode) arbejdsvilkår til fordel for både unge og ældre lærere.

Da det er en kendsgerning, at ældre og yngre lærere mener, at arbejdspresset i skolen er for hårdt, samt at midtergruppen oplever, at de har fået mere undervisning og mindre forberedelse og masser af møder på alle mulige og umulige tidspunkter, burde KL være sig sit ansvar bevidst og indse, at det er via en ordentlig arbejdstidsaftale, at problemerne skal løses.

Det er den, der er omdrejningspunktet for arbejdsmiljøet i folkeskolen, og den, der er afgørende for, om folkeskolen er en god arbejdsplads, som de unge føler sig tiltrukket af, og hvor de ældre lærere gerne vil blive et par år mere.

Men KL taler som altid med to tunger. Rapporter som denne med de gode hensigter og så de kyniske budgetvejledninger til kommunerne.

I budgetvejledningen fra 29. juni løfter KL fingeren over for kommunerne ved at understrege, at det bør give kommunerne anledning til nøjere overvejelser, at udgifterne per elev til folkeskolen ikke er faldet i 2001, selvom elevtallet er stigende.

Kommunerne opfordres til at bruge det styringsredskab, som arbejdstidsaftalen er, og der peges direkte på vigtigheden af at fokusere på den bedst mulige udnyttelse af lærerressourcen.

Det kan være svært at få øje på sammenhængen i KL's udmeldinger.

Hvad er det egentlig, KL vil? Hvis det er de stramninger, der lægges op til i budgetvejledningerne, bliver det umuligt at løse personaleproblemerne i folkeskolen.

Lotte Lange

medlem af DLF's hovedstyrelse