Det er mere et tegn på fortvivlet smidighed end på egentlig visdom, når man prøver at lukke øjnene for realiteterne for at kunne snakke de stridende fløje til ro. De lærere, som lektor Per Fibæk Laursen i Folkeskolen nummer 28-29 benævner teknologerne, fordi de driver på fagene, får deres fagopstramninger, medens de sidste dages dannelsespædagoger forvisses om, at stramningerne slet ikke er rigtige stramninger. Ministeriet synliggør bare noget, der hele tiden har ligget skjult. Så der gøres altså noget, uden at der gøres noget alligevel. Og det er netop kunsten, men viseligt er det næppe. Det smager af ægte demokratisk, blævrende valgflæsk. For det oser for meget af uhæderlighedens forsøg på at tale sig bort fra problemerne for at få ro. Men så har man til formålet fremstillet en henvisning til det, som Fibæk kalder for 'fælles professionel afklaring angående mål'. Og den er ikke til at spøge med. For før dens tid var alle lærere, der henfaldt til ikke alene at undervise eleverne i faglig viden, men som også lagde vægt på dette skamfuldhedens tilbagefald til noget fortidigt utidssvarende, slet ikke rigtige lærere, Nej, de var ifølge Fibæk bare lallende åndløse industriarbejdere, der drejede børnene til på deres drejebænke. Åndløs industriproduktion. Har man hørt mage til grov beskyldning, Men efter en dåb i fællesskabets målprodukts signende vand fatter vi, at viden er et gode, når der blot ikke er for meget af den. For meget faglig viden ender i vort århundrede i det rene sofisteri. Sjusk og overfladiskhed skaber derimod sammenhæng og mening. I gamle dage var det selvsikkerhedens videnstomhed, der førte til sofisteri. Men sådan er der jo så meget, der ændrer sig med tiden. Og risikoen for at blive klogere er foreløbig fjernet.

Vagn Madsen

Brønderslev